Annonce
Rejser

Sydafrika: Ta’ på trek med Ollie

Ollie Esplin er den karismatiske leder og initiativtager til actions-centret ClarensXtreme. Foto: Jens Rasmussen
Fristatsprovinsen i Sydafrika kan også byde på et par åndehuller.
Annonce
- Vi har kaffen. Vi har øllen. Vi har maden. Vi har bjergene. Hvad mere har man brug for?
Ollie Esplin slår en latter op og kaster med rastafarihåret.
Han er indehaver af ClarensXtreme i den lille, hyggelige by Clarens, der ligger i fristatsprovinsen i Sydafrika, tæt på grænsen til Lesotho.
Clarens bliver kaldt "juvelen i den østlige fristat" og er opkaldt efter schweiziske Clarens. Her boede Paul Kruger, en fremtrædende leder for boerne og præsident for republikken Transvaal i Sydafrika de sidste år af sit liv.
Clarens har en del specialforretninger og en hel del gallerier. Tidligere lå der 23 gallerier i byen – i dag er der kun en halv snes.
Caféer skorter det ej heller på, og har man lyst til en kop øl, disker Clarens Beer Brewery gerne op med gratis smagsprøver. Bryggeriet blev etableret for 15 år siden og beskæftiger i dag 30 mennesker. Man er sågar også begyndt at producere gin.
Men vil man for alvor have pulsen op, skal man gribe fat i Ollie.
Ollie Esplin er tidligere politibetjent. Men han følte sig chikaneret i korpset på grund af sine religiøse holdninger. Han indså, at en karriere inden for politiet ikke lå lige til højrebenet.
Derfor sparkede han i stedet gang i ClarensXtreme. Det skete i 2005, og da Ollie Esplin ikke ville gældsætte sig, begyndte han forsigtigt og med kun få discipliner.
Det har et heftigt aktivitetsniveau ændret på. Med en beliggenhed tæt ved Mabuti Mountains og Ash River har Ollie Esplin og hans 12 medarbejdere alle muligheder for at sætte go i folk.
I dag kan man tilbyde både whitewater-rafting, zipline, paintball, klatrevæg og hikes - vandringer - i bjergene.
På nogle af disse hikes har Ollie Esplin fået kontakt med folk, der bor i bjergene. Og det har gjort stort indtryk på ham.
- Det er den virkelige afrikanske kultur. Og den skal vi virkelig passe på.
Og når man er i Clarens, kan og bør man besøge Golden Gate Highlands National Park. De imponerende sandstensklipper er nærmest blevet synonyme med nationalparken, der også kan byde på et varieret dyreliv og fabelagtig udsigt.
Og så kan man få et indblik i Basotho-kulturen og blive bragt hundreder af år tilbage i tiden i Basotho Cultural Village.

Annonce

Bloemfontein

Et pænt stykke vest for dette område ligger provinsens hovedstad Bloemfontein. Den har også kælenavnet rosernes by. Hvert år i oktober holdes en stor rosefestival.
Byen er også kendt for at huse museum og monument for kvinder og børn, der døde i boerkrigen 1899-1902. Det var den første krig med kz-lejre, og 26.000 døde i disse lejre. I dag er det også monument for alle kvinder og børn, der er døde i krig.
Bloemfontein er også Bram Fischers by. Fischer var en kendt anti-apartheid-aktivist, der som Mandela senere endte i fængsel for sine holdninger. Fischer blev senere løsladt og døde i Bloemfontein i 1975.
Og så blev det nuværende regeringsparti ANC stiftet i hovedstaden i 1912.

Mange af byens 60.000 indbyggere var i begyndelsen af september mere optaget af en helt anden begivenhed. Det lokale rugbyhold Cheetahs mødte Lions fra Johannesburg i finalen i den nationale rugbyturnering. 45.000 tilskuere skabte god stemning på det lokale stadion – og stemningen blev endnu bedre, da Cheetahs vandt opgøret 31-28.

Når man er i Clarens, kan og bør man besøge Golden Gate Highlands National Park. De imponerende sandstensklipper er nærmest blevet synonyme med nationalparken, der også kan byde på et varieret dyreliv og fabelagtig udsigt. Og måske en enkelt champignon. Foto: Jens Rasmussen
Clarens Beer Brewery er et populært sted i den lille by. Her er Isaac Mokoena i fuld gang med at tappe en lokal IPA, mens Leeroy Khabu ser til. Foto: Jens Rasmussen
Bloemfontein er kendt for at huse museum og monument for kvinder og børn, der døde i Boerkrigen 1899-1902. Det var den første krig med kz-lejre, og 26.000 døde i disse lejre. På væggen kan man se kvinders og børns navne. Foto: Jens Rasmussen
Whitewater-rafting er en af de helt populære aktiviteter hos ClarensXtreme. Foto: ClarensXtreme
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

Annonce