Flere vælger at skille sig af med deres kæledyr, når de ikke kan eller vil have det længere. Katte og kaniner bliver puttet i papkasser og sportstasker, og hunde bliver efterladt på rastepladser eller bundet til lygtepæle.
Alene i Region Syddanmark blev der sidste år efterladt 883 dyr. Det viser en opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse.
- Man kan ikke smide et dyr ud som affald, fordi man ikke kan eller gider have det længere. Det er derfor vigtigt, at man overvejer grundigt, om man har overskud til at have et kæledyr, inden man anskaffer sig et, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.
På landsplan blev der i alt efterladt 3.998 dyr. Heraf er langt størstedelen katte og killinger, som udgør 85 procent af alle de skrottede dyr.
- Det mest urovækkende er, at tendensen er stigende. Hver gang vi tager et kuld killinger op af en kasse, skal man huske, at en person har lagt låget på og er gået sin vej, siger Jens Jokumsen.
Han understreger, at der findes ansvarlige udveje, hvis man ikke længere ønsker at have et kæledyr.
Mod betaling kan man aflevere dyret på et af Dyrenens Beskyttelses internater. Pengene går til pasning, foder og pleje, indtil der bliver fundet nye ejere.
Antal efterladte dyr i Danmark i 2015
Kat: 3.389
Kanin: 363
Eksotiske fugle: 61
Skildpadde: 58
Rotter og fritter: 27
Marsvin: 24
Slanger og krybdyr: 22
Hamster: 21
Hund: 18
Høns og ænder: 15