Annonce
Haderslev

Syg og systemer: Anne har været der selv - nu hjælper hun andre syge

Anne Pedersen, 56 år, blev på sin fødselsdag valgt som formand for foreningen Syg i Haderslev, SIH. Foto: Connie Bøgwad Schmidt
Forleden blev Anne Pedersen valgt som formand for foreningen Syg i Haderslev, som hun har været aktiv i, siden den så dagen lys i 2014. Her hjælper hun andre syge til at navigere i junglen af love og paragraffer. Men undervejs stiller hun krav, både til de syge, til systemet og til sig selv.
Annonce

HADERSLEV: Hun er spinkel og smilende, men tag ikke fejl, der er vægt bag, når 56-årige Anne Pedersen tager ordet og folder sig ud. Hun er klar i sine forventninger til både sig selv og andre, og forventningerne leveres med lige dele empati og energi.

Sygdom har ganske vist gjort alt, hvad den kunne for at tære på Annes energi. Og ja, den har drænet, men den har aldrig fået overtaget, fordi Anne mestrer at fokusere på de ting, der giver energi, og hun har fået lært at forvalte sine ressourcer og sige fra, når nok er nok.

Forleden blev hun valgt som formand for foreningen Syg i Haderslev, SIH efter en årrække som næstformand og som menigt bestyrelsesmedlem.

Anne har været aktiv i foreningen, der hjælper syge mennesker, som er kommet i klemme i systemet, siden den i 2014 så dagens lys, og hun er stolt af de resultater, SIH har opnået, og den position foreningen har fået.

Annonce

Ikke en modstandsgruppe

- Syg i Haderslev er den eneste af de mange Syg i by X, der er etableret som forening. I de øvrige byer er grupperne "blot" facebookgrupper, hvilket også er rigtig godt for mange mennesker, men det giver os flere muskler og muligheder, når vi er en forening, så kan vi for eksempel søge midler til aktiviteter for medlemmerne, og vi bliver hørt på en anden måde, siger Anne Pedersen.

Syg i Haderslev hjælper mange syge borgere med at finde rundt i junglen af love og paragraffer. Den bakker også op, når et medlem er kommet i klemme i systemet, og den gør kontinuerligt opmærksom på  ting, der kunne være anderledes. For et par år siden fik foreningen økonomisk støtte fra Haderslev Kommune til at uddanne fire bisiddere, der kan tage med medlemmerne til svære møder på for eksempel jobcentret.

- Syg i Haderslev er ikke en modstandsgruppe, der er etableret for at føre kamp mod jobcentret. Syg i Haderslev er til for at hjælpe vores medlemmer, så de får en løsning, der passer bedst til dem. Nogle gange handler det om, at få sagsbehandleren til at forstå situationen fra en anden side og omgøre en beslutning. Nogle gange handler det om at hjælpe medlemmet til at se alternativer, men det handler altid om at gøre det, der er bedst for vores medlemmer, forklarer Anne Pedersen.

Annonce

Stiller store krav

Anne er en kvinde, der stiller store krav til sig selv, og det gør hun også til sine omgivelser og til de medlemmer hun for eksempel er bisidder for. Men hun oplever også de mennesker, der så gerne vil honorere kravene fra alle andre, men ganske enkelt ikke kan, og i de situationer drager hun stor nytte af den mentoruddannelse hun også har taget.

Derudover er Anne Pedersen aktivt medlem af Det Konservative Folkeparti. Mens andre kunne finde det en smule underligt, at man så var medlem af en forening, der egentlig går efter at sikre mennesker de rettigheder, de har til offentlige ydelser under sygdom, så finder Anne det helt naturligt.

- Det ligger i det konservative DNA, at man yder en indsats, hvis man kan, og at man naturligvis hjælper der, hvor man kan, og nogle gange kræver den bedste hjælp ikke millioner, siger Anne og giver et eksempel:

- Jeg var en gang med en veninde til møde på kommunen. Veninden havde i mange år hængt i systemet og skiftet socialrådgiver igen og igen og igen. Denne gang skulle hun igen møde en ny socialrådgiver, og denne indledte med at spørger: "Hvad kunne du godt tænke  dig?" Min veninde brød totalt sammen, fordi det var første gang, der var en der spurgte hende, hvad hun kunne tænke sig.

Annonce

Startskuddet

Det var oplevelsen med veninden, der for alvor fik Anne Pedersen til at engagere sig i kampen for syge borgere. Men sygdom er desværre også en del af hendes virkelighed. Hun har i årevis kæmpet med en kronisk tarmbetændelse og blev i 2016 ramt af kræft i mavesækken, så hun ved, hvad det er medlemmerne møder i et sygdomsforløb. Frygten, mistænkeliggørelsen, udmattelsen og ærgrelsen over ikke at slå helt til.


Jeg var en gang med en veninde til møde på kommunen. Veninden havde i mange år hængt i systemet og skiftet socialrådgiver igen og igen og igen. Denne gang skulle hun igen møde en ny socialrådgiver, og denne indledte med at spørger: "Hvad kunne du godt tænke dig?" Min veninde brød totalt sammen, fordi det var første gang, der var en der spurgte hende, hvad hun kunne tænke sig.

Anne Pedersen


Anne Pedersen er af den overbevisning, at man kommer længst med et godt samarbejde, og hun synes der er masser af muligheder i den socialpolitiske lovgivning, hvis den bruges korrekt. Hun havde gerne set, at de lokale politikere havde "mere røv i bukserne", som hun udtrykker det: mangler røv i bukserne:

- For år tilbage var Venstres Jesper Andreasen formand for beskæftigelsesudvalget og han havde i det mindste en vision: "At skabe Danmarks bedste jobcenter". I stedet har vi fået Danmarks mest omtalte jobcenter.

I kølvandet på den eksterne rapport om jobcentret, traf politikerne beslutning om en organisationsændring, og den håber hun kommer til at gøre en forskel, men hun vil se det før hun tror det:

- Det har vi hørt mange gange før, så vi forholder os afventende.

Indtil videre ser hun og Syg i Haderslev frem til at høre fra beskæftigelsesministeren, som de skulle have holdt møde med, inden coronaen satte verden i stå.

- Vi glæder os til at fortælle ham om de oplevelser vores medlemmer har i jobcentersystemet.

I korte træk

Anne Pedersen er 56 år.

Netop valgt som formand for Syg i Haderslev, SIH.

Hun arbejder i Kvicly Vojens, hvor hun er ansat i et flexjob.

Hun bor sammen med sin mand Jens i Jels, men har i mange år været aktiv i Det Konservative Folkeparti i Haderslev, hvor hun er næstformand.

Hun er mor til tre voksne børn og har et barnebarn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce