Annonce
Kultur

Symfoniorkester klædte Sørens sange: Huss' sort-hvide sange spillede andenviolin

Søren Huss vekslede undervejs i koncerten mellem flygel og guitar. Foto: Morten Rygaard
Torsdag og fredag optrådte Søren Huss med Sjællands Symfoniorkester Copenhagen Phil i DR's gamle Radiohus. Mødet med rytmisk og klassisk musik i den gudesmukke og akustisk sublime koncertsal var eminent, mens niveauet på det udvalgte album haltede.

Koncert: Hvordan jeg har kunnet anmelde musik i snart 20 år uden at opleve konservatoriets koncertsal i DR's gamle Radiohus, er mig en gåde. Arkitektonisk, materialemæssigt og akustisk er det en juvel. En åbenbaring af en koncertsal, man kun kan drømme om som musiker og publikummer.

Rammerne er dermed optimale for den anden af torsdag aftens Søren Huss og Copenhagen Phil-koncerter under temaet "60 Minutes Of", hvor udvalgte musikere får symfoniorkesterets fulde opbakning til en times koncert. Plus det løse.

Søren Huss har valgt at fokusere på sidste års udgivelse, "Sort og hvid til evig tid", der strækker sig over koncertens første 33 minutter.

- Det var godt, I ikke kom til den første koncert i aften. Den lød ad helvede til, byder Søren Huss vanlig kækt velkommen, mens han sætter sig til rette bag flyglet midt på scenen midt i rummet.

Man kan tydeligt mærke, at han er begejstret for både rummet og for at supplere sit i forvejen velspillende band med 33 kompetente musikere bevæbnet med blandt andet bratsch, harpe, fløjte, klarinet og basun.

Allerede i den sitrende intro til sangen med den bizarre titel "En smeltet kaktus i en vestvendt vindueskarm" er det imponerende, hvor mange nuancer symfoniorkesterets medlemmer tilføjer melodien. Det er især violinerne, som vækker opsigt og løfter sangen helt op under loftet.

Arrangementet er fornemt balanceret, så symfoniorkesteret aldrig kvæler band eller omvendt. Begge verdener får plads, men det er især under de passager, hvor Søren Huss udelukkende bakkes op af symfoniorkesteret, jeg spidser ører.

Annonce
Konservatoriets koncertsal er både eminent i forhold til indretning og de akustiske forhold. Foto: Morten Rygaard

En snert af The Beatles

Selv om det er den anden koncert denne aften, virker det som om, at de sammenlagt 40 musikere på scenen bruger albummets første to numre på at finde hinanden. "Postkort" bliver i hvert en kende for tam selv med rygdækning fra Copenhagen Phil.

Med "Entreprenør", hvor der i øvrigt også er strygere med på albumversionen, løfter det samlede orkester melodien til nye højder. Der er spandevis af drama og pompøsitet som i et soundtrack til en Hollywood-film, og lyrisk er det også et af albummets klare perler.

"Duften af drømmen, og gnisten er tændt. Og hver eneste fiber i musklen er spændt. Mærker suget af døden, og lyden forsvinder i mørket", synger Søren Huss, mens klarinetter, basuner og obo giver melodien vinger og underbygger følelsen af at være vægtløs, som omkvædet indledes med.

"Entreprenør" - og flere af de øvrige omarrangerede sange - får mig til at tænke på The Beatles' eksperimenter med symfoniorkester, hvor eksempelvis "Eleanor Rigby" fra Revolver og "A Day In The Life" fra "Sgt. Pepper's Lonely Heart Club Band" er strålende eksempler på, hvor vital betydning den klassiske musik kan have for den rytmiske.

Blandt sangene på "Sort og hvid til evig tid" er der desværre kun tre-fire stykker, der har samme niveau som "Entreprenør". Selv ikke et pletfrit spillende symfoniorkester kan overdøve manglen på sange af samme kvalitet som på "Troen & Ingen", 2010, "Oppefra & Ned", 2012, og til en vis grad "Midtlivsvisen", 2017.

Jeg kan ikke være den eneste i koncertsalen, der undervejs på den sort-hvide rejse spekulerer på, hvordan "Som mejslet i massiv granit" fra "Troen & Ingen" ville have lydt med Copenhagen Phil for fuld udblæsning.

Et mindre formdyk

På "Blændværk" - albummets femte nummer - leverer Søren Huss sin mest gribende vokalpræstation denne aften. På under fire minutter formår han at gennemgå både sagte desperation og sprudlende vrede i en sang, som ifølge min observation og analyse er som skrevet til et symfoniorkester. Hans faste bandmedlemmer holder sig derfor passende i ro, mens de ligesom publikum åbner sanserne på vidt gab og nyder den dadelfri version.

Ikke mindst takket være symfoniorkesteret er samtlige sange fra "Sort og hvid til evig tid" værd at bruge tid på. Men da de sidste 27 minutter af koncerten fyldes ud med udvalgte sange fra især "Midtlivsvisen" står det alligevel klart, at fjerde udgivelse byder på et mindre formdyk for sangskriveren Huss.

"Et helt almindeligt liv", "Achilles", "Mig og mine tanker" og "Undertiden" gør det godt som ambassadører for Huss' tredje album, men højdepunktet er alligevel "Et hav af udstrakte hænder" fra "Troen & Ingen", hvor man igen mærker den pondus og kraft, et velsmurt symfoniorkester kan skabe.

I første omkvæd går Søren Huss uventet ned i tempo og styrke, men anden gang kommer den kraftfulde forløsning, som på 10. år giver gåsehud. Violinisterne viser deres begejstring ved at vifte respektfuldt med violinbuerne.

Med 60 minutter til rådighed er der ikke tid til mange afstikkere, men Søren Huss formår alligevel flere gange at understrege sin taknemmelighed over samarbejdet og muligheden for at være omdrejningspunkt i hjertet af Vilhelm Lauritzens trapezformerede koncertkatedral.

Publikum takker med det, der formodentlig er den længste klapsalve i Søren Huss' karriere. Næsten fem minutters taktfast hyldest afrunder en koncert, hvor Copenhagen Phil fik en række knap så særlige sange til at fremstå særdeles særlige.

Om koncerten:

Konservatoriets koncertsal, København, torsdag 23. januar: 60 Minutes Of Søren Huss og Copenhagen Phil

Søren Huss må gerne gentage samarbejdet med Copenhagen Phil, men så ville det være en god idé at udvælge de bedste sange fra alle fire soloalbummer eller spille hele "Troen & Ingen". Foto: Morten Rygaard
Et fiskeøje-blik ud over konservatoriets koncertsal, der blev indviet i 1945 og har plads til 1058 publikummere. Foto: Morten Rygaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Varde For abonnenter

Borgmester om ulovligheder i børnehave: - Jeg har bedt mine direktører kigge sagen igennem

Annonce