Annonce
Udland

Syv demokrater skal føre rigsretssag mod Trump

Leah Millis/Reuters
Adam Schiff, der er formand for efterretningsudvalg, skal lede rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Adam Schiff, skal stå i spidsen for en gruppe, som skal lede rigsretssagen mod præsident Donald Trump.

Det er onsdag blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus. Schiff skal lede en gruppe på syv demokrater, som vil føre sagen mod præsidenten i Senatet.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, ventes senere onsdag at underskrive selve sagsakterne, som derefter ceremonielt overbringes til Senatets sekretariat.

Det ventes at ske omkring klokken 17 i Washington (klokken 23 dansk tid).

Rigsretssagen kan blive indledt i næste uge. Den ventes at ende med, at Trump frikendes, da præsidentens republikanske parti har flertal i Senatet.

Den 59-årige Schiff og de øvrige i gruppen skal føre sagen over for senatorerne.

Demokraterne vil have Trump fjernet fra præsidentposten.

De mener, at han har misbrugt sit embede til at presse Ukraine til at efterforske sager, som kunne belaste tidligere vicepræsident Joe Biden.

Biden er Trumps måske farligste rival ved præsidentvalget i år.

Trump anklages samtidig for at have modarbejdet Kongressen i sagen.

Donald Trump har mange gange kritiseret Schiff, som tidligere har været føderal anklager.

Blandt de øvrige, som skal føre sagen for Demokraterne, er den 72-årige Jerrold Nadler, som er medlem af retsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Senatet har 100 medlemmer, hvoraf 53 er republikanere. Ingen af disse har tilkendegivet støtte til rigsretssagen mod præsidenten.

Der kræves mindst et flertal på to tredjedele af senatorerne til at støtte kravet om præsidentens tilbagetræden, før det kan blive en politisk realitet.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Dum, dummere. . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”. Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind. For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke: Jamen, det forklarer da en del. Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil. Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag: Hvad har jeg gjort forkert? Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.) Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere? Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere. Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende. Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen. Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af. Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel? Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med. Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele sammen. Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge. Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.

Esbjerg

Klar til kamp om ballon-forbud: Esbjerg-politikere bokser endnu en runde

Annonce