Annonce
Udland

Syv personer savnes efter lavine i Nepal

Handout/Reuters
Redningshold leder efter fire sydkoreanere og tre nepalesere, som ingen har hørt fra siden en lavine.

Syv personer savnes efter en lavine i over 3000 meters højde i Nepals Annapurna-region.

Det oplyser Nepals turistmyndighed lørdag.

- Vi får meldinger om, at fire sydkoreanere og tre nepalesere ikke er til at komme i kontakt med efter hændelsen. Et redningshold blev sendt afsted i nat, siger Mira Dhakal fra turistministeriet.

Lavinen blev udløst i en højde på omkring 3200 meter tæt på bjergmassivet Annapurnas basecamp.

Den højeste top, der også hedder Annapurna, er over 8000 meter.

Området er kendt for mange laviner, og teknisk anses bjerget for at være vanskeligt. Antallet af omkomne bjergbestigere er højere end på Mount Everest, der er verdens højeste bjerg.

En lokal politichef oplyser, at eftersøgningen af de savnede personer bliver vanskeliggjort af dårligt vejr. Fredag faldt der store mængder sne.

- Vi har en helikopter klar til at gå i luften, hvis vejret bliver bedre, siger politichef Dan Bahadur Karki.

De fire savnede sydkoreanere er en del af en gruppe frivillige lærere, som underviser børn i Nepal.

Sydkoreas udenrigsministerium oplyser, at et redningshold bliver sendt til Nepal, og at de savnedes familier er underrettet.

Tusindvis af vandrere og bjergbestigere besøger hvert år Annapurna-regionen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Himalaya.

I 2014 omkom omkring 40 personer i en snestorm i det populære område.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce