Annonce
Esbjerg

Tårnhøjt luksusbyggeri på vej i Esbjergs midtby

Brian Elsted Hansens og Johnny Nims fælles projekt - her set med Musikhuset i baggrunden. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Johnny Nim og Brian Elsted Hansen præsenterer tirsdag planerne for et storstilet erhvervs- og boligbyggeri på den gamle musikforretning-grund i Torvegade 6 for Plan & Miljøudvalget. Højhuset er i to niveauer på henholdsvis 12 og syv etager.

Esbjerg: Store, lyse lejligheder på mellem 100 og 200 kvadratmeter ved Torvet tæt på Musikhuset er visionen, når Johnny Nim og Brian Elsted Hansen, der er kendt som topfigurer i Det Faglige Hus, nemlig henholdsvis landsformand og administrerende direktør, præsenterer deres private projekt med et storstilet erhvervs- og boligbyggeri i op til 12 etager for politikerne i Plan & Miljøudvalget tirsdag.

I tre-fire år har der været stor spænding om, hvad der skulle ske med grunden Torvegade 6, der tidligere husede Knud Eskildsens musikforretning, og som i de senere år har ligget hen som en byggetomt. Nu forsøger Nim og Elsted Hansen at formå Plan & Miljøudvalget til at give grønt lys for igangsættelse af en ny lokalplan, der skal bane vejen for byggeriet, der i givet fald får en enestående, bynær udsigt.

Byggeriet er tegnet i to niveauer - der er således lagt op til to huse på henholdsvis 12 og syv etager med erhverv i stue og eventuelt 1. sal på henholdsvis 357 eller 714 kvadratmeter. Opefter er der planlagt med store lejligheder fra 100 til 200 kvadratmeter.

Annonce

Sagen kort

  • Kort før kommunalvalget i 2017 blev Venstre og Socialdemokratiet enige om at skrinlægge alle videre tanker om højt byggeri i bymidten. Dengang var der en kommuneplanændring på vej, der ville tillade byggeri i op til 15 etager - cirka 50 meter - i tre specifikke områder omkring byens kerne, nemlig Torvet-Kongensgade-Borgergade.
  • Det satte brand i debatten, og store grupper af borgere stillede sig mere end kritisk an i forhold til de planer. Cirka tre uger før valgte oplyste daværende formand og næstformand for Plan & Miljøudvalget, John Snedker (S) og Karsten Degnbol (V), så, at man ikke ville gå videre med yderligere højt byggeri i Esbjergs bymidte, som det ellers var blevet foreslået i den nye kommuneplan, som blev sendt i høring.
  • Det betød stort set fastholdelse af den gamle kommuneplans grænser på fem etager. I forhold til Nim og Brian Elsted Hansens grund blev det aftalt, at den særskilt skulle vurderes, når tid var. I oktober sidste år blev Plan & Miljøudvalget orienteret om duoens byggeplaner, og til Johnny Nims og Brian Elsted Hansens store overraskelse lød meldingen fra udvalget, at man " afviser byggeri over fem etager på grunden".
  • Duoens tekniske rådgiver har dog siden været i dialog med Esbjerg Kommunes stadsarkitekt og tilpasset projektet, så det også læner sig op ad Esbjerg Kommunes strategi med flere attraktive boliger i centrum.

Efterspørgsel

Omend Plan & Miljøudvalget sidste år, efter en kort orientering om duoens byggeplaner, vedtog at afvise al byggeri over fem etager på grunden, er der blevet arbejdet støt videre på projektet i samarbejde med Esbjerg Kommunes stadsarkitekt Morten Haarder. I de senere år er der skudt en del almene boliger op i Esbjerg, mens der har været længere mellem private ejerlejligheds-projekter i midtbyen. Det seneste storstilede er Droobs Karréen, hvor der man nu er tæt på at kunne melde alt udsolgt.

Projektet er tegnet af Martin Büchert fra Lolk i samarbejdet med Mikkel Wienberg fra Friis og Moltke, og selv om materialevalget ikke er endelig fastlagt, bliver der ikke tale om en stål- og glaskonstruktion, men en opførelse i sten, som er kendetegnende for Esbjerg.

Ifølge Brian Elsted Hansen er der sket store ændringer i forhold til det oprindelige projekt. Særligt har der været fokus på bygningens nederste etager og fodgængernes blik på ejendommen og bearbejdning af husets arkitektur.

- Det er med anbefaling fra stadsarkitekten, at vi nu kan præsentere projektet for politikerne efter at have arbejdet med det i flere end fire år nu. Vi håber, at politikerne ser mulighederne i at skabe nyt, spændende byggeri, som kan være med til at udvikle byen ind i et nyt årti. Vi ved, at der er efterspørgsel på lejlighederne, og tiltrækning af nye skatteborgere til kommunen kræver formentlig også nye, attraktive boliger i centrum, siger Brian Elsted Hansen.

Positiv borgmester

Brian Elsted Hansen henviser desuden til, at Esbjerg Kommune ønsker en fortætning af byen.

- Det er lig med ønsket i andre større byer i udvikling - se eksempelvis, hvad der er bygget i Vejle og Horsens centrum. Her har vi desuden den sjældne mulighed, at etagebyggeri på denne grund ikke giver nabogener, og vi står med et byggeprojekt, der er udarbejdet med stor respekt for den unikke placering ved Torvet og Musikhuset, understreger Brian Elsted Hansen.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der har set skitser til projektet, kalder det "spændende".

- Sagen er jo den, at vi har en tom grund liggende på et meget centralt sted i midtbyen, og det kunne være dejligt, hvis der blev bygget der. Bygherren er kommet med et nyt og bedre projekt, synes jeg. Nu er det op til Plan & Miljøudvalget at vurdere, om der kan arbejdes videre med projektet, som det er skitseret, siger han.

Sådan vil nybyggeriet præge bybilledet set fra den kendte rytterstatue på Torvet. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Byggeriet set fra den østlige side. Visualiseringer: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Det hele set lidt fra oven, hvor bygningens højde i forhold til de omkringliggende bygninger ses tydeligt. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Her ses det måske kommende byggeri fra Vandtårnet. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Det måske kommende erhvervs- og boligbyggeri præsenteret fra vestlig side. Visualisering: Friis & Molkte og Arkitektfirmaet Rudolf Lolk A/S.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce