Annonce
Debat

Tæt på Borgen: Åndeligt er vi ved at visne foran Netflix og Zoom

Klummeskribent Birgitte Bergman.Privatfoto
Annonce

Her til morgen var jeg hos bageren. Der var kø, og det forløb udramatisk, ligesom når jeg køber blomster efter nøjagtigt samme model hos blomsterhandleren. Eller går i Matas. Men jeg kan ikke købe en bog hos boghandleren, der ligger lige ved siden af, og jeg kan heller ikke gå ind i en tøjbutik eller komme til frisør.

Men jeg kan købe tøj og bøger i supermarkedet, som dermed stjæler forretning fra den lille butiksejer, og her er det åbenbart ikke noget problem, at vi står i lange køer indenfor.

Til gengæld er det et problem med lange køer udenfor til landets Zoologiske haver, frilandsmuseer etc. Ligesom det er det for vores museer, hvor man ellers skulle tro, at det var muligt at lukke folk ind i beherskede mængder, men det er åbenbart uoverskueligt, selv om pladsen netop er et argument for, at vi kan være mange i supermarkedet samtidig, bare vi fordeler os.


Da Danmark blev lukket ned i marts 2020, stod hele Folketinget bag. Nu er tiden kommet til, at vi tager ansvar for en forsvarlig genåbning.

Birgitte Bergman


Smittetallet er banket næsten i bund, og det samme er store dele af erhvervslivet, ligesom vi åndeligt er ved at visne foran Netflix og Zoom.

Rigtig mange har henvendt sig til mig. Specielt de små lokale erhvervsdrivende, men også forældre til børn og unge mennesker. Vores børn og unge er ved at rådne op i ensomhed og depression foran hjemmeskærmen. Og det er dybt bekymrende.

Så ja, det er det store emne på Christiansborg - genåbning af Danmark. Derfor gik vi også sammen i blå blok og sendte et brev til statsministeren i sidste uge. Vi mangler en gennemtænkt plan for genåbningen af Danmark.

Da Danmark blev lukket ned i marts 2020, stod hele Folketinget bag. Nu er tiden kommet til, at vi tager ansvar for en forsvarlig genåbning.

Ingen taler imod hensynet til folkesundheden, men vi bliver nødt til at have proportionerne med. Folkesundhed er nemlig også vores børns trivsel, vores alles åndelige og fysiske motion eller glæden ved at få besøg af sine kære, når man bliver ældre.

For nedlukningen fjerner ikke mistrivsel blandt de unge, det stigende pres i børnefamilierne eller de konkurser, som truer virksomhederne. Tværtimod. Tag bare det bekymrende fald i antallet af nye kræftdiagnoser – der er ganske enkelt sygdomme, som ikke bliver opdaget som før.

Jeg har selv været ramt af kræft for mange år siden. Jeg tør slet ikke tænke tanken, hvis ikke det var blevet opdaget i tide.

Nu er hele 85 procent af alle plejehjemsbeboere vaccineret. Så selvfølgelig efterlyser de ældre en plan for, hvordan de kommer ud af isolationen. Den 27. juni er alle danskere vaccineret (derfor smiler jeg), og selvfølgelig efterlyser vi alle en plan for at komme tilbage til en normal hverdag.

Det duer ikke bare at sige, at vi skal have fuldstændig epidemikontrol. Vi har brug for konkrete svar. Regeringen har ikke været sen til at stille sig forrest, da landet lukkede ned. Det kniber mere med genåbningen.

Jeg har været med til at forhandle hjælpepakker til vores kultur- og erhvervsliv. Men nu presser vi på for vi skal tænke bedre og mere kreative tanker end beregninger på enkelte, store genåbningsscenarier, som vi har set det hidtil. Ellers visner vores byer og vi rådner op foran Netflix og Zoom!

Tæt på Borgen med Bergman og Møller

Helsingør Dagblad har inviteret de to Helsingør-valgte folketingspolitikere - Henrik Møller fra Socialdemokratiet og Birgitte Bergman fra De Konservative - til på skift at skrive en klumme om deres hverdag på Christiansborg, deres arbejdsliv bag Borgens tykke mure. I dag er den skrevet af Birgitte Bergman.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce