Annonce
Tønder

Biograf er klar til at åbne - det eneste man mangler er film

Biografejer Frank Knudsen mangler kun en enkelt ting for at kunne slå dørene op. Til gengæld er det umuligt at drive biograf uden: Filmene er nemlig endnu ikke klar. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Efter mere end to måneders biograf-tørke, er der godt nyt til de filmhungrende. Det eneste Tønder Bio mangler for at åbne, er det vigtigste - nemlig film. Også Hagge's Musik Pub regner med at slå dørene op inden længe.
Annonce

Tønder: Hvis man ser på hjemmesiden, der tilhører Biograf 1-2 i Tønder, kan man sagtens komme i tvivl. For her er meldingen, at der intet er at vise. Og det er både rigtigt og forkert. Biografen melder nemlig klar til at modtage de filmsultne gæster. Der mangler bare en enkelt temmelig vigtig detalje.

- Vi påregner at starte senest den 8. juni og hvis vi bliver klar til det, gør vi det før, lyder meldingen fra biografdirektør Frank Knudsen.

- Hvad er det I mangler?

- Jamen, det er primært leverandørerne af filmene, vi venter på. Det er jo sådan, at når man driver biograf, så får man jo filmene fra distributører, så dem skal vi jo gerne have hjem. Så det er faktisk der, den halter.

Bortset fra den vigtigste rekvisit til biografdrift, er Frank Knudsen klar til at åbne.

Annonce

Skindet på næsen

Han kunne i princippet slå dørene op med det samme.

- Vi skal have lidt plexiglas ved billetlugen og lidt afmærkninger, men det er ikke det store. Retningslinjerne for hvad vi må, har vi fået i nat (natten til fredag, red.), så det er det springende punkt.

Og retningslinjerne for biografer er ret klare. Gæster, som ikke er sammen i et selskab - for eksempel familier eller par - skal have mindst et ledigt sæde imellem sig selv og de øvrige gæster. Og så skal de allerede gældende retningslinjer følges - det vil sige en meters afstand mellem gæster i foyeren og almindelig corona-hygiejne i øvrigt. Og der er biografen klar. Så det er kun repertoiret, det kniber med.

- Vi ved ikke hvilken film, der bliver den første. Det vi kan gøre er, at genoptage de film, som vi havde før vi lukkede ned. Men det nye er meget begrænset, fordi filmselskaberne gerne vil ud med de nye film i mange lande samtidig, og da vi er nogle af de første (til at åbne, red.), så kniber det med de allernyeste film. Men jeg tror, at det kommer relativt hurtigt, fortæller Frank Knudsen, som iøvrigt mener, at han kan takke hjælpepakkerne for, at biografen overhovedet har overlevet corona-krisen.

- Ja, helt afgjort. Vi har fået fra forskellige hjælpepakker, og det betyder jo, at vi har kunnet holde skindet på næsen, men vi skulle da gerne i gang med at tjene penge også.

Biografen har først og fremmest fået hjælp til almindelig drift, mens man til gengæld ikke har behøvet lønkompensation, fordi biografen hovedsagelig beskæftiger ung-arbejdere.

Annonce

Hagge's næsten klar

På Tønders legendariske spillested, Hagge's Musik Pub, er man også ved at gøre klar til at tage imod et musiktørstende publikum. Og også her er der kun en enkelt, vigtig detalje, der skal falde på plads.

- I starten af ugen holder vi et møde, hvor vi beslutter det, fordi der er kommet en ny udmelding om musiksteder. Vi har jo i princippet måttet holde åbent som værtshus fra denne uge, men der hvor vi tjener vores penge, er på at være et spillested og have mange mennesker. Og det må man ikke endnu. Og derfor har vi helt firkantet skullet kigge på, om det bedre kan betale sig at holde lukket og få hjælp, eller om vi skulle holde åbent i meget begrænset tid, fortæller daglig leder af Hagge's, Lene Jensen.

Når de økonomiske overvejelser er forbi, kommer Hagge's med en endelig udmelding om, hvorvidt man åbner sidst på ugen.

- Vi ved det simpelthen ikke endnu, men jeg håber da snart at vi åbner, og jeg glæder mig rigtig meget til at se vores trofaste kunder, siger Lene Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Smitten stiger fortsat i de fleste kommuner: Nu er over 800 coronasmittede døde i Danmark

Annonce