Annonce
Tønder

Tønder Festivals pengetank ved at være ædt op

Sådan ser det ud, når gæsterne strømmer til Tønder Festival under normale omstændigheder. I år er festivalpladsen corona-tom, og det har alvorlige konsekvenser for festivalens økonomi. Fondens egenkapital er ved at blive ædt op. Arkivfoto. Hans Chr. Gabelgaard 
Fremtiden for Tønder Festivals økonomi er usikker. Den egenkapital, der udgør festivalens fundament, er i gang med at blive ædt op.
Annonce

"Coronakrisen er ved at æde vores egenkapital, og det stiller os økonomisk i en særdeles skrøbelig situation".

Så alvorligt opridser formand for Tønder Festival Fond, Henrik Juul, i en pressemeddelelse den økonomiske status for den fond, som udgør sikkerhedsnettet under hele Tønder Festival. Overfor JydskeVestkysten uddyber Henrik Juul:

- Det her er udtryk for en stigende bekymring. Dette her er jo ikke gået over på et par måneder. Hvis vi kun stod overfor en enkelt aflysning som nu, ville det ikke være et problem. Vi er mere bekymrede for fremtiden. Hvis - når - der bliver festival til næste år, ved vi jo ikke, hvad det indebærer i forhold til restriktioner - hvor mange mennesker vi må have inde, og hvor lang tid vi må have åbent og den slags, siger Henrik Juul.

Annonce

Ikke lukningstruet

Tønder Festival er groft sagt konstrueret sådan, at billetindtægterne går til drift - det vil først og fremmest sige aflønning af musikerne - mens Tønder Festival Fond er den økonomiske buffer, der skal sikre festivalens eksistens nu og på længere sigt. Festivalens ledelse vil ikke sætte tal på, hvor stort et indhug corona-krisen har gjort i fondens egenkapital. Men direkte adspurgt, svarer Tønder Festival-direktør, Kirstine Uhrbrand, at der ikke er tale om, at festivalen er i umiddelbar fare for helt at måtte lukke.


Coronakrisen er ved at æde vores egenkapital og det stiller os økonomisk i en særdeles skrøbelig situation

Henrik Juul, formand, Tønder Festival Fond


- Det er slet ikke der, vi er. Vi ved fra andre festivaler historisk set, at ind imellem, når man er et udendørsarrangement, er der bare nogle ting, der sker, som man ikke er herre over, og så får man et dårligt år. Og det har vi bygget op til at stå imod over en længere årrække og væbne os, så vi er klar til sådan et år. På sigt står vi ikke så godt, hvis vi kommer ud i en force majeure-situation, erkender Kirstine Uhrbrand.

Annonce

Ansvarlig ledelse

Kirstine Uhrbrand tilføjer, at de seneste fem-seks år har Tønder Festival fået bygget et stærkt økonomisk fundament, og at man som ansvarlig ledelse skal genopbygge det fundament, når det ser ud til at skride. Formanden for Tønder Festival Fonds bestyrelse tilføjer, at det handler om, at der skal stå penge på bogen.

- Du kan sige, at når egenkapitalen er ved at være ædt op, så handler det om, at der ikke er nogen indtægter - så er vi ligesom en produktionsvirksomhed uden indtægt. Det vil sige, at når der står penge på bogen, så kan vi klare os et stykke tid, men der skal indtægter til på et tidspunkt. Og det er det, dette her handler om, siger Henrik Juul, som ser udmeldingen som en appel til festivalens faste sponsorer:

- Dette her er et opråb til byen - ikke nødvendigvis til borgerne, men til politikerne og til sponsorerne, at vi kunne godt bruge lidt hjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

VB-anføreren efter sejren over Sønderjyske: Vi viste, vi kan være med

Annonce