Annonce
Tønder

Tønder håber på ny specialuddannelse for pædagoger: Regeringen har ingen planer

Institutionen Løgumgård ved Løgumkloster er en af de institutioner, som har ansat specialpædagoger. Den uddannelse vil man gerne have specialiseret yderligere, og ønsket er, at uddannelsen skal ligge i Tønder. Fotoet er fra en tidligere Gøglerfestival på Løgumgård. Arkivfoto: Timo Battefeld 
Efter at være forbigået, da regeringen for to uger siden udflyttede uddannelser til 25 byer i provinsen, håber Tønder nu på en uddannelse for pædagoger. Men den plan er ikke umiddelbart med i regeringens overvejelser.

Tønder/København: Det hører umiddelbart ikke med i regeringens katalog for udflytning af uddannelser til de såkaldte yderområder, at Tønder skal have en uddannelse for special-pædagoger - som der er et lokalt ønske om. Det siger uddannelsesordfører for regeringspartiet, Bjørn Brandenborg (S), til JydskeVestkysten.

-  Vi har jo sat 25 knappenåle rundt om i landet, hvor vi foreslår, der skal ligge uddannelser. Der er lavet en dimensionering, hvor de skal flytte ud - og det gælder også velfærdsuddannelserne. Og hvis der så er nogen, der er i gang med at se, om det er en mulighed i Tønder, det kan meget vel være - men det er ikke noget, der ligger i det udspil, vi har præsenteret.

Så der er ikke nogen konkrete planer?

Annonce

- Nej,  men der er det underliggende arbejde, som er, at der skal flyttes nogle flere uddannelser ud. Og det er jo så et arbejde, som vi har lagt over på institutionerne, fortæller Bjørn Brandenborg.

Skypemøde med ordfører

Torsdag i sidste uge afholdt Tønders borgmester, Henrik Frandsen (Tønder Listen), et Skypemøde med Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, om netop en specialuddannelse for pædagoger i Tønder. Og ved sin side havde borgmesteren den socialdemokratiske gruppeformand i Tønders kommunalbestyrelse, Peter Christensen.


Hvis der så er nogen, der er i gang med at se om det er en mulighed i Tønder, det kan meget vel være - men det er ikke noget, der ligger i det udspil, vi har præsenteret.

Bjørn Brandenborg, uddannelsesordfører, Socialdemokratiet


- Vi talte jo om, at Tønder ikke havde fået noget i forbindelse med den pakke (om udflytning af uddannelser, red.), som regeringen har præsenteret. Og derfor blev Jesper Petersen involveret, for at se, om vi kunne finde ud af et eller andet, der måske kunne tilgodese Tønder, fortæller Peter Christensen.

Og kom der noget konkret ud af mødet. Bad I om svar fra ordføreren?

- Nej, det gjorde vi ikke. Vi har udsendt en pressemeddelelse om, hvad vi kunne tænke os, der skulle ligge i Tønder. Og det var lidt ud fra den, at vi tog en snak, men der ikke afgivet nogen løfter om noget som helst, fortæller Peter Christensen.

Annonce

Specialuddannelse for pædagoger

I den omtalte pressemeddelelse står der blandt andet:

"En del af løsningen kunne være, at placere en specialiseret socialpædagogisk uddannelse i Tønder og dermed gøre rekrutteringen af nye pædagoger til socialområdet betydeligt lettere for Tønder Kommune og nabokommunerne".

Pressemeddelelsen blev udsendt samme dag, som regeringen præsenterede den foreløbige udflytning uden Tønder - og Skypemødet med Jesper Petersen fandt sted torsdag den 3. juni.

JydskeVestkysten spurgte borgmester Henrik Frandsen, hvorfor pressemeddelelsen om en ny uddannelse kom samme dag som regeringens plan, og ikke længe før.

-  Det er fordi, det er pressen vi orienterer der. På det tidspunkt har vi arbejdet på det gennem længere tid - blandt andet i samarbejde med Socialpædagogernes Landsorganisation. Så i forbindelse med, at udspillet (fra regeringen, red.) kommer, så lancerer vi så pressemeddelelsen.

Hvorfor sætter man først et Skypemøde med regeringen op en uge efter at regeringen forbigik Tønder i uddannelses-udflytningen. 

- Vi har løbende gjort opmærksom på, at vi gerne så, at vi fik tildelt en uddannelse i Tønder. Man har jo nærmest lagt ind som kriterium, at man ikke ville lægge uddannelser ud, hvor der ikke var nogen i forvejen.  Og så har vi jo et stort problem i Tønder kommune.

- Men hvorfor først en uge senere?

- Jo jo, men det her møde kom jo i stand på baggrund af regeringens udspil. Da udspillet kom henvendte jeg mig til Jesper Petersen og gjorde opmærksom på, at jeg ikke var tilfreds. Og derefter kom videomødet i stand, fortæller Henrik Frandsen, som tilføjer, at socialdemokratiets politiske ordfører vil tage henvendelsen fra Tønder med i de videre forhandlinger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce