Annonce
Tønder

Tønder Kommune kører sort: 129 nye benzin- og dieselbiler tages i brug

Tønder Kommunes medarbejdere skal også de næste fire år køre i Renault Captur. I løbet af ugen tages de 129 nye biler, der alle kører på diesel eller benzin, løbende i brug. Aftalen med leverandøren løber de næste 48 måneder. Foto: Martin Franciere
Tønder Kommune har fået leveret sin nye vognpark, der består af 129 nye Renault'er. Bilerne skal blandt andet bruges i hjemmeplejen, sygeplejen og af jobcentret. Alle bilerne er drevet af fossilt brændstof.
Annonce

TØNDER: I de kommende dage ruller 129 spritnye Renault Captur'er ud på gader og stræder i Tønder Kommune. Bilerne, der skal erstatte de gamle modeller, er alle leaset af CB Auto i Ribe og kører enten på benzin eller diesel.

Sygeplejen får koksgrå biler, de sølvfarvede biler er til hjemmeplejen, og 20 hvide biler til administrationen. Ved at give forskellige farver til forskellige forvaltninger giver det borgerne mulighed for at følge med i, hvem der kører forbi i en kommunal bil.

Thomas Dam, fagchef for borgerservice, it og digitalisering, har deltaget i den styregruppe, der har kigget på de krav og behov, der er til kommunens bilflåde.

- Vi har blandt andet set på brugervenlighed - hvordan er selen at tage af og på, og hvordan er læssehøjden fra bagagerummet. Vi har prøvet fire biler, og vi har været rigtig glade for Captur. Det er det bedste valg, siger han.

Annonce

El-teknologi ikke klar

Thomas Dam var som medlem af styregruppen også inde at se på el-drevne køretøjer, deres rækkevidde og ladetid. Han er sikker på, at teknologien er blevet udviklet til det bedre om fire år.

- Batterierne i de el-drevne biler er ikke gode nok til de store afstande i Tønder Kommune, men jeg satser på, at teknologien om fire år udviklet og dermed begynder at bliver interessant, siger Thomas Dam og oplyser, at de nye Captur'er selv tænder for baglysene - noget den tidligere model ikke gjorde automatisk.

- Der var mange borgere, der skrev ind og gjorde os opmærksomme på det.


Batterierne i de el-drevne biler er ikke gode nok til de store afstande i Tønder Kommune.

Thomas Dam, fagchef for borgerservice, it og digitalisering


Da sagen var oppe at vende i kommunalbestyrelsen tidligere på året, var der blandt flere af partierne stemning for, at bilerne - eller i hvert fald nogle af dem - skulle være drevet elektrisk. Både SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Slesvigsk Parti var klar til at prøve den nye teknik af.

Annonce

Politisk modstand

Thomas Dam fortæller, at brugerne i kommunen har været ganske tilfredse med Captur i de forgangne fire år. Det har været medvirkende til, at man har indgået en ny aftale med leverandøren. Værdien af aftalen er 12,455 millioner kroner. Foto: Martin Franciere

- Vi har ikke noget problem med at tage en chance på et afgrænset område, sagde Slesvigsk Partis Jørgen Popp Petersen og anbefalede i byrådssalen en løsning, hvor der blev bestilt 14 el-drevne biler til Toftlund.

Socialdemokraterne var også varm fortaler for, at man skulle prøve med et begrænset antal biler, der kører på el. Men lige lidt hjalp det, og et flertal valgte altså at holde fast i biler drevet af fossile brændstoffer ud fra devisen, man ved hvad man har, men ikke hvad man får.

Annonce

Corona udskød Captur

Aftalen med Tønder Kommune er for leverandøren CB Auto i Ribe den største enkeltordre til dato. Bilerne er i forskellige farver, nogle på gule plader, andre på hvide - men fælles for dem er altså, at de drives af fossilt brændstof.

Tønder Kommune leasede for fire år siden 120 Renault Captur'er. Nu udskiftes de gamle med 129 nye. Foto: Martin Franciere

De 129 Captur'er tages løbende i brug i denne uge. De skulle egentlig have været ude at rulle tidligere på året, men på grund af coronaen og efterfølgende stop for produktionen på Renault-fabrikken i Frankrig, blev det efterår, før de nye biler kom til Tønder.

Indehaverne af CB Auto, Christian og Anders Brandt, er vant til at indgå store kontrakter - blandt andet har de leveret Dacia og Renault til Flextrafik og altså også den tidligere bilpark til Tønder Kommune.

I udvælgelsesprocessen så man på bilmodeller fra Renault, Peugeot og Volkswagen, oplyser Thomas Dam som tilføjer, at værdien af af leasingaftalen, som løber i 48 måneder, er på samlet set 12,455 millioner kroner.

Onsdag morgen talte Radio4 med borgmester Henrik Frandsen (løsgænger) om valget af den nye vognpark. Lyt med herunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce