Annonce
Læserbrev

Tønder Kommune snydt igen

Læserbrev: Jeg skrev 16. april et læserbrev i JydskeVestkysten om Fiskbæk bro med overskriften ”Nu er Tønder Kommune blevet snydt igen”.

Det var om en aftale mellem Tønder Kommune og rådgivningsfirmaet Cowi, hvorom kommunaldirektør Klaus Liestmann fortæller, at begge parter er indforstået med, at de hver især har en del af ansvaret for fadæsen, hvortil jeg skriver, at Tønder Kommune jo har betalt Cowi for rådgivning, og dermed for at tage ansvaret.

Det, som JydskeVestkysten 28. juni skriver om sagen, viser endnu tydeligere, at Tønder er blevet snydt, og nu for hvor meget.

Forliget mellem Cowi og kommunaldirektør Klaus Liestmann gik ud på, at Cowi skulle lave to erstatningsprojekttegninger, og Tønder Kommune skulle betale omkostningerne ved at genetablere broen, hvilket ifølge projekttegningerne vil blive cirka 1,5 millioner kroner.

På spørgsmål til udvalgsformand Bo Jessen, om det er et rimeligt forlig, siger han, at han ikke har deltaget i forhandlingerne. Vil det sige, at en kommunaldirektør har bemyndigelse til at lave den slags forlig uden de ansvarshavende politikeres tilstedeværelse?

En såkaldt uvildig KLK rapport om nogle af kommunens problemsager, som blev forelagt og gennemgået på et ikke-offentligt møde i kommunalbestyrelsen, er, som borgmester Henrik Frandsen sagde i forbindelse med rapportens offentliggørelse i foråret 2019, et stort skulderklap til forvaltningen.

Mener borgmester Henrik Frandsen efter 28. juni at have læst JydskeVestkystens nye oplysninger i sagen stadigvæk, at forvaltningen fortjener skulderklap? – Og at Liestmanns forlig med Cowi er rimeligt?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce