Annonce
Tønder

Tønder-restaurant åbner i ny by: - Vi prøver at lave kvalitet til fornuftige penge

Steffen Snitgaard og Marcel Rodrigues åbner til foråret en restaurant i Fredericia. I Tønder, hvor makkerparret har drevet Restaurant Ros siden 2016, serverer de tre retter for 295 kroner, mens 5 retter koster 350 kroner. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Restaurant Ros åbner til foråret deres anden restaurant, der kommer til at ligge i Fredericia.

Fredericia: Om et par måneder bliver Fredericia en restaurant rigere, når Restaurant Ros, der allerede findes i Tønder, åbner i Jyllandsgade.

Makkerparret og ejerne bag Restaurant Ros, Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, har lejet sig ind i, hvor de forventer at kunne servere de første retter til april.

Konceptet bliver det samme som i Tønder.

- Vi prøver at lave kvalitet til fornuftige penge i en prisklasse, hvor alle kan være med. Vi kører en fem- eller treretters menu, siger Steffen Snitgaard.

Efter en række år i køkkener som Dragsholm Slot, Brøndums Hotel i Skagen og Frederikshøj i Aarhus åbnede de to uddannede kokke Restaurant Ros i maj 2016. Den seneste tid har de spekuleret på at udvide med endnu en restaurant, og valget faldt altså på Fredericia.

- Vi synes begge to, at Fredericia er inde i en positiv udvikling, og Marcel har boet i Fredericia i nogle år, så han har også et kendskab til Fredericia. Så det ligger os ikke helt fjernt, siger Steffen Snitgaard og nævner blandt andet mulighederne for at servere mad for de mange teatergæster.

Annonce

Vi fokuserer meget på sæsonen og masser af smag, og vi er begge to præget af de steder, vi har arbejdet tidligere

Steffen Snitgaard medejer Restaurant Ros
Efter en række år i køkkener på Dragsholm Slot, Brøndums Hotel og Frederikshøj, åbnede de to udannede kokke Restaurant Ros i Tønder i maj 2016. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Fokus på sæsonens råvarer

Med afsæt i sæsonernes råvarer skifter Restaurant Ros menu cirka en gang om måneden. Samtidig er fokus på at skabe en afslappet atmosfære, hvor gæsterne føler, at de får noget for pengene.

- Vi fokuserer meget på sæsonen og masser af smag, og vi er begge to præget af de steder, vi har arbejdet tidligere. Vi har begge arbejdet med det franske køkken, men det er ikke et fransk køkken overhovedet. Vi prøver bare at sammensætte vores menuer efter, hvad der smager godt, siger Steffen Snitgaard.

I starten af næste måned skal lokalerne i Fredericia sættes i stand og laves. Desuden forventer 37-årige Marcel Rodriques og 31-årige Steffen Snitgaard at ansætte en køkkenchef.

Allerede samme år, som Restaurant Ros slog dørene op i Tønder, blev deres madlavning belønnet med en plads i spiseguiden White Guide Nordic.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce