Annonce
Tønder

Tønder tabte pusten efter pausen

Anders Sell lagde lovende ud i første halvleg med tre scoringer. I anden halvleg havde han og holdkammeraterne ikke meget at skyde med. Foto: Flemming Andersen
Efter en lovende første halvleg måtte et skadesramt TM Tønder-mandskab fredag aften strække våben med Ajax København.
Annonce

Tønder: Hvor lang tid kan det tage at få en bold i et håndboldmål? Til tider længere tid.

I hvert fald til at begynde for TM Tønder, da holdet fredag aften mødte Ajax-København på hjemmebane. Hele syv minutter og 21 sekunder skulle der til, før hjemmeholdet fik den første bold i målet, og efterfølgende blev aftenen alt andet end en målfest.

Københavnerne kunne tage hjem over Store Belt med en sejr på 23-19, mens TM Tønder altså måtte se langt efter sæsonsejr nummer tre, som holdet havde sat næsen op efter.

I tal

Håndbold, 1. division herrer: TM Tønder – Ajax København 19-23 (11-11). Målscorere TM Tønder: Thomas Clausen 5, Mikkel Ebeling 4, Anders Sell 3, Benjamin Holm 3, Lars Kooij 3, Teis Horn Rasmusen 1. Topscorere for Ajax: Rasmus Graffe 9 og Jakob Jessen 5. Udvisninger: begge hold 3 x 2 min. Stillinger undervejs: 3-6, 8-8, 10-8, 13-17, 15-20, 17-22. Tønderhal: 300 tilskuere

Allerede inden første fløjt så det svært ud for træner Jan Paulsens udvalgte. Tønder stillede op uden holdets to faste playmakere. Casper Rahr Madsen var ude med en knæskade, som han pådrog sig under tirsdagens træning, mens Niclas Buch Christiansen først lige var blevet udskrevet efter en betændelse i armen. Dirigentrollen overgik dermed til unge Thomas Clausen - og det klarede han godt. Faktisk så godt, at han efter slutsignalet helt fortjent blev kåret som "kampens spiller"

Benjamin Holm blev noteret for tre scoringer. Foto: Flemming Andersen

Selvom der kun måtte være omkring 300 tilskuere i Tønderhal 2, lød det til, at der var langt over det dobbelte. Det kunne især mærkes efter 24 minutter, da hjemmeholdet fra at have været bagud med 5-8 første gang i kampen kom foran med stillingen 9-8 og siden øgede til 10-8.

Annonce

Mistede pusten

Med uafgjort ved pausen var håbet for point i behold ved starten af anden halvleg. Men tilskuernes forventninger blev hurtigt gjort til skamme. Tekniske fejl og især manglede skudstyrke fra bagkæden var årsag til, at gæsterne uden store anstrengelser hurtigt bragte sig foran med tre-fire mål. Og selv om Tønder holdt et højt niveau i forsvaret, opstod der efterfølgende aldrig tvivl om udfaldet.

Der gik lang tid, før døren til omklædningsrummet åbnede sig efter kampen. Men det var ikke, fordi der var skideballer i luften.

- I forsvaret gik vi til stålet. Det skal drengene have ros. I angrebet havde vi problemer. Vi manglede kreativitet og løb tør for ideer. Vi forsøgte i stedet at lave ravage, og det lykkedes vi faktisk godt med, sagde Jan Paulsen.

Med de to playmakere ude står TM Tønder i en helt ny situation. Casper Rahr Madsen er ude i adskillige uger, Niclas Buch Christiansen forventes at blive klar hurtigere.

Næste kamp for TM Tønder er næste lørdag, hvor HEI fra Århus lægger vejen forbi Tønderhal 2.

TM Tønder træner Jan Paulsen lykkes i første halvleg med taktikken om at trække tempoet ud af kampen. Foto: Flemming Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce