TØNDER: Med start i den kommende uge indleder en lang række kommuner og byer en koordineret "Køb Lokalt"-kampagne. Målet er at invitere borgerne tilbage i de lokale butikker for at undgå butiksdød i kølvandet på coronakrisen.
Netop coronakrisen, der blandt andet har medfødt en lukket landegrænse, har ramt de handlende i Tønder hårdt. Det skønnes, at 40 procent af detailhandlens omsætning i byens gågade kommer fra tyske og andre udenlandske gæster.
Det er også baggrund for, at handelsstanden med opbakning fra kommunen har søgt en ekstra hjælpepakke i erhvervsministeriet, at handelsstanden og turistforeningen investerer 650.000 i en landsdækkende tv-kampagne og altså nu, at Tønder foreløbig er eneste sønderjyske by, der er med i "Køb Lokalt"-kampagnen.
Faktisk er de lokale handlende så opsatte på at markedsføre sig selv overfor der kunder, at de allerede i den forløbne uge flagede med Dannebrog-bannere og anden udsmykning i byens gågade.
Kampagnen
Også Fynske Bank, KFI og de deltagende byer bidrager til finansieringen.
Ud over Tønder deltager også handelsbyer som Holstebro, Herlev, Egtved, Hjørring, Assens, Hvidovre og Middelfart i projektet.
Udsat til september
- Oprindeligt skulle vi have afholdt Køb Lokalt-dag i Danmark den 25. april. Det har vi nu udskudt til forventeligt 5. september. I stedet opstarter vi kommunikationskampagnen, så vi højlydt kan invitere byens borgere tilbage i de lokale butikker og få sat maximalt gang i salget efter en meget svær periode, siger Jens Thrane-Møller, direktør for Marketsquare, der lancerer "Sæt pris på din by"-kampagnen.
Ud over Tønder har indtil videre 13 andre byer tilmeldt sig kampagnen, som også butikskæden "Min Købmand" med sine 156 forretninger har tilsluttet sig. Målet med kampagnen er at styrke danskernes bevidsthed om at handle lokalt for at bidrage til at fastholde levende og dynamiske handelsbyer.