Annonce
Sport

Tøser med tv-tække

Da det danske kvindelandshold i håndbold i 1993 var millimeter fra at snuppe en guldmedalje ved verdensmesterskaberne i Norge, begyndte en æra.

Selv om pigerne brændte chancen for guld, brændte de igennem tv-skærmen i en sådan grad, at danskerne ikke lige sådan uden videre ville slippe taget igen.

Familien Danmark havde fået et nyt hold kæledægger og et hold, der stadig er blandt de største seermagneter i dansk tv.

Siden da har de jernhårde ladies, som de blev kaldt en overgang, da Dansk Metal var sponsor, vundet adskillige OL, VM og EM medaljer. Nu kører showet så igen med EM på hjemmebane i Danmark, og håndboldpigernes popularitet er fortsat med uformindsket styrke. Hundredtusindvis af danskere har endnu engang sat sig til rette i lænestolen, kaffen er klar, og det er forbudt at pille ved fjernbetjeningen, mens pigerne kæmper for nationen.

Store seertal

Håndboldpigernes succes er med andre ord indiskutabel - også på klubplan. Seertallene taler sit eget, tydelige sprog. Således så kun 275.000 KIF Koldings herrehold slå et af verdens bedste klubhold, San Antonio fra Spanien, i Champions League 23. november, mens næsten 400.000 tunede ind lige bagefter, da kvindekampen mellem FCK Håndbold og Slagelse blev vist på samme kanal.

Topkampen mellem kvindeholdene fra Viborg og Ikast 14. november blev set af knap 700.000 mennesker, det nærmer sig tal, der er det normale, når Danmarks mest populære hold - fodboldlandsholdet med Ebbe Sand og co. - spiller.

Sportschef på TV2 og tidligere landsholdspiller i håndbold Morten Stig Christensen er en af dem, der er med til at vurdere, hvor populære kvinderne er og prioritere tv-sporten efter det. Han bekræfter, at håndboldpigerne stadig er voldsomt populære, og han er ikke i tvivl om, hvor populariteten stammer fra.

- Det er en kombination af flere ting. Det begyndte for 10-15 år siden, hvor Ulrik Wilbek var hovedarkitekten bag, at man begyndte at arbejde meget målrettet med nogle rigtig dygtige årgange af håndboldpiger. Det kom der et landshold, der havde sin egen, friske måde at gøre tingene på, ud af, forklarer sportschefen.

- Og så bestod holdet af en flok piger med nogle meget stærke og interessante personligheder imellem, for eksempel Anja Andersen, Janne Kolling og Anette Hoffmann, forklarer Morten Stig Christensen.

- Det var der gode historier i, og danskerne tog pigerne til sig. De var sjove, anderledes og spændende. De så godt ud, og så var der nogle gode vindertyper på holdet, mener Morten Stig Christensen, der ikke er i tvivl om, at det er de samme kvaliteter, der stadig gør håndboldpigerne så populære.

Afløste fodboldfyrene

Morten Stig Christensen står ikke alene med sin vurdering af kvindernes succes.

Power, pondus og personlighed er også nøgleordene i vurderingen fra Kirsten Frandsen. Hun er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab ved Aarhus Universitet. Her har hun blandt andet skrevet phd-afhandling om sportsjournalistik, og hun har i flere omgange fulgt håndboldpigerne som mediefænomen. Efter hendes overbevisning overtog kvinderne scenen efter de populære fodbolddrenge fra 80'erne.

- Der opstod lidt et tomrum efter det hold, og selv om fodboldlandsholdet vandt EM i 1992, så kom håndboldkvinderne med noget helt nyt. Pigerne viste masser af gejst, sprudlede og var et helt friskt og nyt pust, som befolkningen tog til sig. Også fordi det var kvinder, forklarer Kirsten Frandsen.

Morten Stig Christensen og Kirsten Frandsen er enige om, at en stor del af populariteten kan tilskrives den enorme succes, kvinderne har haft på alverdens håndboldbaner. Medaljerne er kommet i en lind strøm siden 1993, og flere af dem har haft den flotteste farve. Men det er ikke den eneste forklaring bag succesen.

- Personlighederne på holdet betyder meget, og journalisterne fik bygget nogle gode historier op omkring de forskellige kvinder på holdet. Der var et element af soap-opera over det, mener Kirsten Frandsen.

- Der var oprørske Anja Andersen, Susanne Munk Lauridsen, der blev gift med træneren, de intellektuelle typer som Marianne Flormann, den søde Anne Dorthe Tanderup og Anette Hoffmann, der blev kendt for at være åben om det at være kristen. Holdet havde alle disse forskellige typer, der hver især var en god historie, og ofte har de gerne fortalt deres historie til pressen. Det har givet en bredere appel end bare det rent sportslige, og det betyder, at mange, der ellers ikke ser håndbold, har fulgt med alligevel, fordi de lige skulle se, hvordan det gik pigerne, fortæller Kirsten Frandsen.

Hun forklarer, at når folk ser kvindehåndbold, så er det også, fordi der opstår et fællesskab, en slags national identitet omkring holdet. Alle vil gerne være med på bølgen og nyde succesen.

Mændene er på vej

Kvindehåndbolden har altså på grund af de stærke personligheder og den store succes ligget et godt stykke foran herreholdene på popularitetsbarometeret. Både lektor Kirsten Frandsen og sportschef Morten Stig Christensen mener, at mændene har potentialet til at blive den samme landeplage.

- Helt afgjort og i øjeblikket mere end nogen sinde før. Der er også masser af vindermentalitet og gode personligheder på herreholdet, mener Morten Stig Christensen.

I KIF Kolding er mændene ifølge direktør Jens Boesen allerede mere populære end kvinderne.

- Der er helt klart mændene, der trækker den største opmærksomhed fra tilskuere og sponsorer på grund af klubbens tradition for et godt herrehold og den succes, herreholdet har haft de seneste år. Men det er da rigtigt, at der på landsplan er flere seere til kvindekampene, siger Jens Boesen.

Netop sponsormarkedet giver også et meget godt billede af kvindernes popularitet. Og her er håndboldkvinderne også en eftertragtet reklamesøjle, fortæller projektleder Kasper Petersen fra det københavnske firma Exact Management, der beskæftiger sig meget med sportssponsorater.

- Kvindelandsholdet og de succesfulde klubhold for kvinder repræsenterer jo noget, som de fleste firmaer gerne vil være synonym med. Som firma kommer man med på et vinderhold. Kvinderne har charme, er kønne at se på og har en stor vindermentalitet. Og hvad landsholdet angår, så er der jo også noget stolthed forbundet med det, som vil smitte af på annoncøren, forklarer Kasper Petersen, der også mener, at mændene er på vej frem.

- Som det ser ud lige nu, er kvindesiden stærkest. De er altså hele Danmarks darlings, og det gør kvindeholdene interessante for en bred vifte af firmaer. Men mændene er også populære, og hvis de klarer sig godt til VM i januar, så kan det godt blive rigtig stort. De nærmer sig i hvert fald, mener projektlederen.

Holdbar succes

Sejre og succes er grundstenen i kvindernes popularitet og vil også være det, hvis mændene opnår samme status. Så spørgsmålet er bare, hvor mange fiaskoer holdene kan klare, før populariteten forsvinder igen.

- Det er svært at vurdere. Så længe håndboldpigerne kvalificerer sig til de store slutrunder, vil der være meget opmærksomhed. Og ofte ligger de store stævner her i december eller januar, hvor der er et mediemæssigt dødvande, hvad sport angår. Så jeg tror, succesen er holdbar, mener lektor Kirsten Frandsen.

Heller ikke sportschefen fra TV2, Morten Stig Christensen, er i tvivl.

- Jeg tror, håndboldpigerne er mere sejlivede, end man lige skulle tro. De har stadig et godt tag i den brede del af befolkningen.

Annonce
EfB For abonnenter

Kommentar: Bør tvivlen ikke komme ham til gode?

Danmark

Lørdagens coronatal: 749 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Linda er en af de irriterende pårørende: Datter på 70 insisterer på at blive hørt om sin mors behandling

Aabenraa For abonnenter

Deres største overskud nogensinde: Stort møbelhus har ansat 20 nye medarbejdere for at kunne følge med

Aabenraa

Michael tog en maraton i Lillebælt: Svømmede fra Aabenraa til Assens på 14 timer

Kultur

Ventelisten til populær sauna vokser og vokser: - Jeg vil hellere end gerne åbne op

Sydjylland For abonnenter

Der er lige nu ekstremt tørt i Syd- og Sønderjylland: Landmænd står med kæmpe udgifter på grund af det vilde vejr

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

EfB

Patrick Schmidt og de andre angribere får ny konkurrent: EfB henter stortalent til angrebet

Kolding

Denne plante er en gyser: Kommunen får flere henvendelser om vildtvoksende pileurt

Danmark

Lørdagsbilister kan forvente trafikklumper og kødannelse

Sønderborg

Damerne strålede, skålede og skrålede

Kultur For abonnenter

Ny sommerserie med borgmesterkandidaterne om alt det, der ikke handler om politik: Villy Søvndals bedste oplevelse i en bil var, da ambulanceredderne sagde "nu er det veloverstået"

Aabenraa

Foder, stalde og udstyr er skyllet væk i de enorme vandmasser: Sønderjysk par samler ind til de katastroferamte dyr i Tyskland

Annonce