Annonce
Sport

Tabende semifinalister får ny chance i Aalborg

Frederik Bjerrum havde sin andel i 6-0-nedsablingen senest mod Aalborg, da han lavede målet til 5-0. I alt er han noteret for 21 point i 27 kampe. Foto: Jacob Schultz

SønderjyskE skal onsdag aften igen til Aalborg, hvor man fredag tabte pokalsemifinalen til Frederikshavn. Denne gang gælder det en vigtig topkamp i ligaen og mod det normale hjemmehold i Gigantium.

Optakt: SønderjyskE og Aalborg Pirates måtte begge se sig slået i semifinalerne ved weekendens Final 4. De to hold skal dog ikke se langt efter en mulighed for at lægge nederlagene bag sig. Onsdag aften mødes de to nemlig i samme arena, hvor de led smertelige nederlag fredag.

Hos SønderjyskE er man ved at have bearbejdet skuffelsen. 2-1-nederlaget til Frederikshavn var dog et nederlag, som kunne mærkes.

- Det fylder meget mere (end et liganederlag ville have gjort, red.). Skuffelsen var enorm efter kampen. Det er svært at forklare, hvad der går igennem ens krop, men når man spiller så godt og egentlig fortjener at vinde, er skuffelsen måske endnu større, siger forward Frederik Bjerrum.

Annonce

Optakt


  • Ishockey, ligaen
  • Onsdag klokken 19.00: Aalborg Pirates - SønderjyskE
  • JV tipper: 2-3

Revanche til gode

For Bjerrum var det netop den slags kampe, som han skiftede til SønderjyskE for. I fremtiden håber han dog nok, at udgangen bliver mere glædelig.

- Jeg havde glædet mig meget til turneringen. Det var en af grundene til, at jeg skiftede. Jeg var rigtig glad for at være i Herlev, men med al respekt har SønderjyskE lidt mere at spille med. Det var supersjovt at se frem til i ugerne op til og en god oplevelse at få lov at være med til på trods af nederlaget, siger Frederik Bjerrum.

Aalborg Pirates har inden onsdagens møde revanche til gode, efter SønderjyskE for godt halvanden uge siden ydmygede aalborgenserne i Vojens med en 6-0-sejr. For SønderjyskE er det den første af tre kampe på en uge, og derfor skal fokus hurtigt spores ind på ligaen igen.

- Final 4 og denne kamp kan ikke sammenlignes på nogen måde, selvom det er i samme hal. Det er et helt andet hold, vi skal spille mod, og det bliver en vigtig kamp på en helt andet måde. Final 4 er lagt bag os, og nu skal vi se, om vi ikke kan holde Aalborg og Frederikshavn bag os med tre point i morgen. Nu er det ligaen, der tæller, siger Frederik Bjerrum.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce