Annonce
Gear

Tag bilen på ferie

Lad mig slå det fast med det samme. Nedenstående er ikke på nogen måde ment som en moraliserende pegefinger viftet i fjæset på flyfolket. Jeg er ikke ude på noget CO2-korstog. Grundlæggende er jeg tilstræbt kantiansk i min holdning til livet. Hvis folk kan se sig selv og andre i øjnene i forhold til deres handlinger, er det fint med mig.

Jeg ser mere tingene “både og” end “enten eller”. Jeg spiser med glæde kød. Jeg tager mig også gerne en kødfri dag med jævne mellemrum. Der er jo masser af alternativer, og nu tænker jeg ikke på alle de produkter, som skal ligne kød. Der er en myriade af grøntsager, som smager fremragende og sagtens kan udgøre et måltid i sig selv.

På samme måde er der også alternativer til flyrejsen, når vi skal på ferie til udlandet. Når nu fly udleder flest drivhusgasser per rejsende - over en fjerdedel mere end bilen - hvorfor så ikke tage bilen en gang imellem. Det er faktisk ret hyggeligt.

Bevares, jeg ved ikke, hvor sjovt mine forældre syntes, det var, da de i 1982 pakkede deres Mazda 323 til randen - og med tre drenge på bagsædet, der sloges det meste vejen - kørte til L’Estartit i Nordspanien og efterfølgende til San Raphael i Sydfrankrig. Men det er den ferie, vi - oplyst af fortidens romantiske skær - oftest tænker tilbage på.

Min første bilferie som voksen var ikke nogen udpræget succes. I hvert fald ikke, hvis du spørger min bedre halvdel. Vi har nogle venner, som i begyndelsen af 00’erne boede i Sogn og Fjordane i Norge. De inviterede os derop, og uden at tænke over, hvor langt der egentlig var, takkede vi ja.

1200 kilometer - hver vej. På det tidspunkt havde jeg en slidt Subaru Legacy, som jeg elskede at køre i. Sceneriet på vejen derop var bjergtagende smukt, og for mig var det ren zen: Målet er intet, rejsen er alt - og alt det der. I dag kan jeg dog godt se, at det var langt at køre for at tilbringe fire dage med halvdårligt vejr i en hytte på en bjergside uden for lands lov og ret. Men hey, jeg fik gået på en gletsjer.

Den tur kurerede min kæreste for alle former for bilferie de næste mange år frem. Først da vi for fem år siden fik vores nuværende bil, turde jeg igen foreslå et roadtrip. Denne gang sydpå til Santa Margherita Ligure lidt syd for Genova. 1600 kilometer - plus det løse. Vi bed turen over og tog et pitstop på et par dage i Nürnberg - en by, som vi nok ikke havde besøgt, hvis ikke vi havde haft et andet mål med turen. Nürnberg er en smuk by, der stadig kæmper med fortidens skygger, og vi besøgte naturligvis Reichsparteitagsgelände og Dokumentationscenteret. Det var fascinerende og skræmmende - lidt som at gå på en gletsjer - bare fuldstændig anderledes.

Det var på mange måder grænseoverskridende at køre over Skt. Gotthard-passet. En ting var, at i10’eren skulle ned i tredje gear for at klare nogle af stigningerne. En anden ting var, at turen ned ad bakke var overmåde stressende med en kæde af utålmodige, stedkendte bilister i røven. Vores feriebolig lidt op ad et bjerg med udsigt over Middelhavet var - i modsætning til Norgesturen - dog alle anstrengelserne værd. 12 dage med tæt på perfekt vejr. Her var det målet, som skabte roen. Vi kunne gå ned til byen, så bilen kun blev luftet et par gange, og turen hjem over Alperne virkede ikke nær så slem.

Siden er det blevet til en enkelt bilferie til Prag - 950 kilometer. Vi har efterhånden fundet en god rutine. Vi sørger for at have en god lydbog med og holder rigeligt med pauser. De godt 1000 kilo CO2, som min kæreste og jeg har udledt mindre ved at tage bilen frem for flyveren på de tre rejser, rykker nok ikke så meget i det store regnskab, men i modsætning til rejsen med fly, som, jeg virkelig synes, er anstrengende, føler jeg, at køreturen, med de oplevelser den giver undervejs, er en del af ferien og ikke bare noget, der skal overstås.

Til sommer giver vi igen Norden en chance og kører til Ronneby i Sverige - sølle 380 kilometer. Nu håber vi bare på godt vejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Kolding

Venstre i Kolding Byråd mister endnu et medlem: Due Paarup skifter til de radikale

Kolding

Forliget om at lukke Kolding havn er dødt: Nu skrider Socialdemokraterne også

Annonce