Annonce
Gear

Tag bilen på ferie

Lad mig slå det fast med det samme. Nedenstående er ikke på nogen måde ment som en moraliserende pegefinger viftet i fjæset på flyfolket. Jeg er ikke ude på noget CO2-korstog. Grundlæggende er jeg tilstræbt kantiansk i min holdning til livet. Hvis folk kan se sig selv og andre i øjnene i forhold til deres handlinger, er det fint med mig.

Jeg ser mere tingene “både og” end “enten eller”. Jeg spiser med glæde kød. Jeg tager mig også gerne en kødfri dag med jævne mellemrum. Der er jo masser af alternativer, og nu tænker jeg ikke på alle de produkter, som skal ligne kød. Der er en myriade af grøntsager, som smager fremragende og sagtens kan udgøre et måltid i sig selv.

På samme måde er der også alternativer til flyrejsen, når vi skal på ferie til udlandet. Når nu fly udleder flest drivhusgasser per rejsende - over en fjerdedel mere end bilen - hvorfor så ikke tage bilen en gang imellem. Det er faktisk ret hyggeligt.

Bevares, jeg ved ikke, hvor sjovt mine forældre syntes, det var, da de i 1982 pakkede deres Mazda 323 til randen - og med tre drenge på bagsædet, der sloges det meste vejen - kørte til L’Estartit i Nordspanien og efterfølgende til San Raphael i Sydfrankrig. Men det er den ferie, vi - oplyst af fortidens romantiske skær - oftest tænker tilbage på.

Min første bilferie som voksen var ikke nogen udpræget succes. I hvert fald ikke, hvis du spørger min bedre halvdel. Vi har nogle venner, som i begyndelsen af 00’erne boede i Sogn og Fjordane i Norge. De inviterede os derop, og uden at tænke over, hvor langt der egentlig var, takkede vi ja.

1200 kilometer - hver vej. På det tidspunkt havde jeg en slidt Subaru Legacy, som jeg elskede at køre i. Sceneriet på vejen derop var bjergtagende smukt, og for mig var det ren zen: Målet er intet, rejsen er alt - og alt det der. I dag kan jeg dog godt se, at det var langt at køre for at tilbringe fire dage med halvdårligt vejr i en hytte på en bjergside uden for lands lov og ret. Men hey, jeg fik gået på en gletsjer.

Den tur kurerede min kæreste for alle former for bilferie de næste mange år frem. Først da vi for fem år siden fik vores nuværende bil, turde jeg igen foreslå et roadtrip. Denne gang sydpå til Santa Margherita Ligure lidt syd for Genova. 1600 kilometer - plus det løse. Vi bed turen over og tog et pitstop på et par dage i Nürnberg - en by, som vi nok ikke havde besøgt, hvis ikke vi havde haft et andet mål med turen. Nürnberg er en smuk by, der stadig kæmper med fortidens skygger, og vi besøgte naturligvis Reichsparteitagsgelände og Dokumentationscenteret. Det var fascinerende og skræmmende - lidt som at gå på en gletsjer - bare fuldstændig anderledes.

Det var på mange måder grænseoverskridende at køre over Skt. Gotthard-passet. En ting var, at i10’eren skulle ned i tredje gear for at klare nogle af stigningerne. En anden ting var, at turen ned ad bakke var overmåde stressende med en kæde af utålmodige, stedkendte bilister i røven. Vores feriebolig lidt op ad et bjerg med udsigt over Middelhavet var - i modsætning til Norgesturen - dog alle anstrengelserne værd. 12 dage med tæt på perfekt vejr. Her var det målet, som skabte roen. Vi kunne gå ned til byen, så bilen kun blev luftet et par gange, og turen hjem over Alperne virkede ikke nær så slem.

Siden er det blevet til en enkelt bilferie til Prag - 950 kilometer. Vi har efterhånden fundet en god rutine. Vi sørger for at have en god lydbog med og holder rigeligt med pauser. De godt 1000 kilo CO2, som min kæreste og jeg har udledt mindre ved at tage bilen frem for flyveren på de tre rejser, rykker nok ikke så meget i det store regnskab, men i modsætning til rejsen med fly, som, jeg virkelig synes, er anstrengende, føler jeg, at køreturen, med de oplevelser den giver undervejs, er en del af ferien og ikke bare noget, der skal overstås.

Til sommer giver vi igen Norden en chance og kører til Ronneby i Sverige - sølle 380 kilometer. Nu håber vi bare på godt vejr.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce