Annonce
Debat

Redaktørens stol: Tag det mundbind på - også selv om det ikke virker

Så skete det igen. Pludselig står man der i Rema 1000 med en sær fornemmelse af at være centrum for de andre kunders opmærksomhed. Man kan næsten høre dem hviske; ”se lige ham der”, og så kan man stå der med følelsen af at have et eller andet klamt siddende midt i ansigtet. Det har man så sådan set også; en næse. Og en mund. Uden mundbind.

Det var først i eftersommeren sidste år, at mundbindet blev en fast del af vores hverdag, og dengang var der mildest talt tvivl om, hvorvidt de overhovedet beskytter mod corona. Den store 6000-personers undersøgelse af sagen, Danmask 19, gav et noget svævende svar:  "Studiet bekræfter dermed ikke den forventede halvering af risikoen for smitte af bæreren af mundbindet, men resultaterne kunne tyde på en mere moderat grad af beskyttelse på 15-20 procent - dog kan studiet ikke udelukke, at masken ikke beskytter bæreren”, står der for eksempel i rapporten.

Tak for det; så måske nedsætter mundbindet smitterisikoen med 15-20 procent. Måske virker det slet ikke.


Der er i hvert fald opstået en kollektiv bevidsthed om, at mundbind har vi på for at passe på hinanden.

Fra klummen


Det blev i øvrigt ikke undersøgt, om mundbindet eventuelt beskytter andre mod den corona, som man selv måtte gå rundt med. Det ville kræve, at man med vilje udsatte andre for smitterisiko ved, at en coronasmittet skulle hoste på dem gennem sit mundbind.

Men i denne uge kom det så frem i Berlingske, at en dansk forsker i Italien har fundet frem til, at maskepåbuddet har barberet en niendedel af smittetallet. I konkrete ville Italien have haft cirka 30.000 flere bekræftede smittede end dem, man endte med at få; nemlig 240.000 smittede i juni sidste år. Faldet i antallet af smittede kommer i hvert fald samtidig med maskepåbuddet.

De italienske tal imponerer nu ikke manden bag det danske maskestudie, professor og overlæge ved Rigshospitalet Henning Bundgaard. Til Berlingske siger han, at det halter med dokumentationen i den italienske undersøgelse og tilføjer: "Det helt afgørende er at undersøge, om de virker i dagligdags brug. Det er vi de eneste, der har undersøgt på en ordentlig måde, og vi så desværre ikke nogen stor effekt".

Til gengæld har det en ret stor effekt, når man glemmer at tage sit mundbind på i Rema 1000. Der er i hvert fald opstået en kollektiv bevidsthed om, at mundbind har vi på for at passe på hinanden. De, der springer over, må man gerne kigge på, som om at de har noget klamt siddende midt i ansigtet.

Måske er det ligefrem den bedst dokumenterede effekt af mundbindet; nemlig át det minder os om, at vi er i krig med coronaen, og at det er vigtigt at holde afstand - også når vi køber ind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Det gamle seminarium skal genoplives

Speedway For abonnenter

Gense årets første speedwayløb med kvalifikation til EM og VM

Annonce