Annonce
Haderslev

Tag i kolonihaven i denne corona tid

Birthe Lassen har en del vinduer at pudse på drivhuset i kolonihaven. Foto: Claus Thorsted
Med alle mulige restriktioner er det rart at have et fristed, hvor man kan gå ud uden problemer.
Annonce

HADERSLEV: I blandt andet Aalborg Kommune har man slækket på kolonihavereglerne i denne corona tid. Når man dårligt må gå ud og er lukket inde i en lejlighed, så kan det være svært at få frisk luft.

Så de normale restriktioner, om at man ikke må flytte ud i sit kolonihavehus mellem 1. oktober og 31. marts, er suspenderet. Aalborg Kommunes forvaltning har derfor givet tilladelse til, at der må åbnes for vandet, selvom det giver risiko for frostskader i rørene.

Haderslev Kommune er dog ikke gået med til det endnu.

– Vi har ikke fået nogen henvendelser; hverken anmodninger om, at man gerne vil overnatte dernede tidligere end 1. april, eller klager over at nogen gør det. Så det er slet ikke en problemstilling, vi har forholdt os til, siger afdelingsleder i teknik og miljø Jonna Tveskov.

Der er da også kun 102 kolonihaver tilbage i Haderslev mod næsten 2400 i Aalborg. Men lørdagens fine solskinsvejr fik mange ud i haverne. En del gjorde forårsklart i Humlehaven, som er den største forening med 68 jordlodder.

Der er dejligt herude i den her tid.

Birthe Lassen

Annonce

Kolonihavecykler

I et hjørne midt i foreningen med husnumrene 12 til 14, har en trend bredt sig. Hele tre ladcykler eller Christianiacykler holder parkeret ved hver sin havelåge.

I nummer 13 er det gang i den. Høj musik og en motorplæneklipper kører. Men det lykkedes at få den solbrilleklædte Kim Johansen i tale. Vi holder selvfølgelig afstand og giver ikke hånd.

– Jeg har kun været her en halv time, fortæller han.

Han har ingen planer om at flytte ud i kolonihavehuset.

– Men det sker jo, at man får for mange bajere. Så nytter det ikke noget at cykle hjem. Slet ikke på en Christianiacykel.

Han er væltet et par gange i ædru tilstand, for selvom den har tre hjul, kan den ikke tage skarpe sving.

– Jeg havde en scooter før, forklarer han.

Men idéen med de praktiske cykler kom fra naboen.

Annonce

Dyr og idyl

Birthe Lassen i nummer 12 solgte nemlig sin bil og købte sin eldrevne ladcykel. Kassen på cyklen kan rumme alt det, man har brug for i en kolonihave.

Men hun er heller ikke flyttet ud i sit kolonihavehus.

For at komme ind til hende er der dog en forhindring; grene på tværs over havelågen.

– Det er for rådyrene. De æder tulipaner og rosenknopper. Der har også været en ræv herinde. Og en fasan en gang, fortæller Birthe Lassen, som har haft sin have siden 2013.

Hun bruger mest fristedet i sommerhalvåret.

– Jeg sover herude en gang imellem. Men lige nu er der meget at ordne.

Hun har ingen planer om flytte fra lejligheden og ud i kolonihaven; hverken før eller efter 1. april.

Formiddagen går blandt andet med at pudse de mange vinduer.

– Jeg kom klokken 7.30. Det var for koldt at gå i jorden, så jeg sad i drivhuset og fik varmen.

Med 460 kvadratmeter have er der nok at se til, og så laver hun noget nyt hvert år: Udekøkken, installerer campingtoilet og så videre, så der er så bekvemmeligt som muligt.

– Der er dejligt herude i den her tid, konstaterer hun.

Bestemt.

Kim Johansen tog en pause fra græsslåningen lørdag formiddag. Foto: Claus Thorsted
Ladcykler er blevet en trend, som har smittet i kolonihaven. Foto: Claus Thorsted
Birthe Lassen nød lørdag forårssolen i sin kolonihave, selvom det var en kold morgen. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce