Vi gør det fortsat ikke godt nok
Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt.
Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande.
Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester.
Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i.
Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne.
Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler.
Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.
