Annonce
Tarm

Tak for hjælpen, jazzfestival: Her er 10.000 fra Stauning Whisky!

Festivalformand Karsten Andresen (tv.) er meget glad for erkendtligheden fra Stauning Whisky, som blev overrakt af medejer Henning Svoldgaard. Foto: Jørgen Kirk

STAUNING: - Kan I hjælpe os?

Sådan et spørgsmål svarer man ikke nej til i Stauning. Heller ikke selvom nogle så det som et spørgsmål fra en konkurrent.

Sidste år ville Stauning Whisky fejre åbningen af det nye destilleri, og ideen opstod derfor at lave en endagsfestival på destilleriet. Men uanset om det er en eller flere dage, det drejer sig om, så er der mange faldgruber, hvis man vil arrangere en festival, og dem ville Stauning Whisky derfor undgå. De spurgte om hjælp ved Ringkøbing Fjord Jazz Festival, der rykkede ud med råd og vejledning om, hvad whiskydestilleriet skulle være opmærksomme på.

- Vi fik vores egen festival stykket sammen, og det havde været væsentligt sværere, hvis ikke vi havde fået hjælp fra jazzfestivalen, fortæller Henning Svoldgaard, medejer af Stauning Whisky, som understreger at det bestemt ikke var for at gøre jazzfestivalen rangen stridig, men blot for at fejre at det store byggeprojekt nu var afsluttet.

Den ene tjeneste er den anden værd, men for Stauning Whisky var den tjeneste så værdifuld, at firmaet har besluttet sig for at give en kontant erkendtlighed den anden vej. Ringkøbing Fjord Jazz Festival har fået 10.000 kroner som tak for hjælpen. Og de penge luner godt.

- Vi er vildt stolte af at få den anerkendelse, og det gør at vi kan krydre musikprogrammet og pladsen. Det skader aldrig med lidt ekstra penge, siger festivalens formand Karsten Andresen.

For ham er det vigtigt, at kunne dele ud af de erfaringer, som festivalen har gjort sig. Det gør nemlig, at man kan bede om hjælp andre steder, hvis man får en sjov ide, som skal afprøves. Og for Henning Svoldgaard er det et tegn på noget unikt i Stauning.

- Det er et bevis på, at hvis man i Stauning får en ide, så bliver der også bakket op om den, konkluderer Henning Svoldgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Plejehjem forvekslede to beboere: Datter fik besked om sin mors død alt for sent

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce