Annonce
Kolding

Tallet stiger igen: Flere unge i Kolding vil have en gymnasial eksamen

Lederen af UU-Center Kolding (Ungdommens Uddannelsesvejledning), Bjarne Juhl Olesen, forklarer, at uddannelsesvejlederne har mange initiativer i gang for at lære de unge meget mere om erhvervsuddannelserne og de muligheder, man får, hvis man vælger en erhvervsuddannelse. Det sker bl.a. i samarbejde med Hansenberg og en lang række virksomheder i Kolding. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Efter et fald sidste år i andelen af unge i Kolding, der søgte ind på en gymnasieuddannelse, er andelen igen steget i år. Til gengæld ligger andelen af unge, der ønsker en erhvervsuddannelse, stabilt, selv om man fra mange sider forsøger at få andelen op.

Kolding: De unge i Kolding søger i år ind på de gymnasiale ungdomsuddannelser i stor stil.

Efter at andelen af unge, der ønsker en gymnasieuddannelse, sidste år faldt nogle procent, er andelen igen steget i år. Det viser helt friske tal for, hvilke uddannelser eleverne i 9. og 10. klasse har søgt ind på her i dette forår.

I år har 72 procent af Kolding-eleverne søgt ind på en gymnasial uddannelse, efter at tallet sidste år var faldet til 67,8 procent.

Mens der altså er en højere andel, der kigger mod for eksempel det almene gymnasium (STX), HHX og HTX, rykker andelen af unge, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse, sig ikke opad trods regeringens mål om, at mindst 25 af eleverne i 9. og 10. klasse i 2020 skal søge direkte ind på en erhvervsuddannelse.

I år søger 17,6 procent af Koldings 9. og 10. klasse-elever ind på en erhvervsuddannelse, og det svarer til et lille fald i forhold til sidste år.

Annonce

Unges skolevalg

Sådan søger de unge fra 9. og 10. klasse i Kolding i år:

Erhvervsuddannelser: 17,6 procent (2018: 19 procent)

Gymnasiale uddannelser: 72 procent (2018: 67,8 procent)

Individuelt tilrettelagte undervisningsforløb: 3,3 procent (2018: 3,3 procent)

Andet: Cirka 7,2 procent (2018: 6 procent)

Ikke for tidligt valg

- Der er flere årsager til udviklingen, og der er ikke en simpel forklaring. Der er meget snak om, at man skal blive så klog, man kan, og i skolen handler det meget om det boglige. Der er ikke så mange praktiske fag. Mange tænker derfor, at en STX eller HHX er fin nok. Desuden er der nok mange unge, der gerne vil vente med at træffe et valg om erhverv, og vælger man en gymnasial uddannelse, kan man udsætte det, siger Bjarne Juhl Olesen.

Han peger på, at hvis man vælger en erhvervsuddannelse lige efter 9. eller 10. klasse, skal man allerede efter 20 uger på grundforløb 1 spore sig ind på, hvilken retning man vil gå i, og efter yderligere 20 uger skal man træffe et mere præcist valg om uddannelse.

- Vi ved, at en del af de unge føler sig presset af det tidlige uddannelsesvalg, fortæller Bjarne Juhl Olesen.

Dårligere vejledning

Han tror på, at det er et langt, sejt træk at ændre de unges uddannelsesvalg i retning af erhvervsskolerne, og i flere år har vejlederne på UU-vejledningen i Kolding sat masser af temadage, projekter og initiativer i gang for alle kommunens skoleelever for at åbne deres øjne for mulighederne på erhvervsskolerne.

Børne- og uddannelsesudvalget vedtog i 2017 at spare 1,2 millioner kroner om året på uddannelsesvejledningen i Kolding. Dermed bortfaldt den mulighed, der indtil da havde været i Kolding for også at give individuel vejledning til unge, der var erklæret uddannelsesparate. Siden da har den individuelle vejledning kun været en mulighed for unge, der er erklæret ikke-uddannelsesparate. Resten af de unge får kun fælles vejledning.

- Det betyder, at vi ikke længere kan udfordre de unge i deres valg, og det giver en højere grad af automatikvalg hos de unge, mener Bjarne Juhl Olesen.

Han tilføjer, at de unges forældre også ofte mangler "viden og vilje" til at ville gøre noget for at ændre de unges mere eller mindre automatiske valg af en gymnasieuddannelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Sydjylland For abonnenter

Retten i Kolding er i fuldt gear igen: Alligevel risikerer flere at skulle vente et år på ny retssag

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce