Annonce
Esbjerg

Tandlæge føler sig fuppet: Man udnytter ikke andre – især ikke i disse tider

Majid Ramezanpour, medejer af Tandklinikken Strandbysvinget i Esbjerg, har idag et lager af mundbind i klinikken. Men i april havde han ligesom andre svært ved at skaffe mundbind, og han advarer nu om en hændelse, som han også har politianmeldt. Foto: Ken Mathiesen
I et forsøg på at sikre sig mundbind til sin tandklinik overførte en Esbjerg-tandlæge 2.200 kroner til en mand, der lovede 16 kasser. Nu er sælgeren politianmeldt.
Annonce

Esbjerg: Fly, der på mystisk vis bliver omdirigeret. Priskrig med omfattende budrunder. Og en tiltrængt pakke med 450.000 mundbind til Region Syddanmark, der pludseligt er forsvundet fra lastrummet i et fly.

Efterspørgslen efter masker og mundbind under coronakrisen har skabt et verdensomspændende sælgers marked, hvor der foregår en kamp, der er blevet kaldt moderne pirateri, og hvor lande, regioner konkurrerer på mere eller mindre lyssky metoder.

Men der findes også skrækhistorier ude i det helt almindelige erhvervsliv, og sådan en historie kender tandlæge Majid Ramezanpour, der er indehaver af Tandlægerne Strandbysvinget, kun alt for godt.

Han føler, at han sammen med andre erhvervsdrivende er blevet fuppet, og nu vil han gerne advare andre.

- Selvom det for mit vedkommende ikke drejer sig om et stort beløb, så gør det, jeg har været udsat for, mig vred og sur. Vi er bevidst blevet holdt hen med, hvad jeg efterfølgende har kunnet se var forsøg på svindel. Hvordan kan man tillade sig at udnytte en situation, hvor folk er desperate, lyder det fra Majid Ramezanpour.

Tandlæge Majid Ramezanpour føler sig fuppet af en sælger af mundbind, som han mener har udnyttet coronakrisen knaphed på mundbindene. Foto: Ken Mathiesen
Annonce

Virkede troværdig

Den esbjergensiske tandlæge kunne tilbage i april se, hvordan hans klinik var ved at løbe tør for mundbind. Desuden var priserne skruet temmelig voldsomt i vejret – endda i en grad, så mundbind, der normalt koster 90-100 øre per styk, nu kostede op imod ti kroner.

Imidlertid havde en klinikassistent i en facebook-gruppe fundet et opslag fra en mand, der havde mundbind til salg. Majid Ramezanpour kontaktede fyren, som både forekom at være sympatisk og troværdig. Mundbindene – i alt 16 kasser - kunne Esbjerg-tandlægen enten selv hente på en adresse i Varde eller vælge at få mundbindene fremsendt med et fragtfirma.

Majid Ramezanpour ville gerne sikre sig sine mundbind i en fart og traf hurtigt beslutning om selv at hente dem. Men næste dag modtog han en besked fra sælgeren. Den pågældende meldte sig syg - han havde været på sygehuset, og efterfølgende var der mistanke om coronavirus i familien. Derfor kunne sælgeren ikke få pakkerne frem, meddelte han.

Annonce

Videre politi-efterforskning

Der gik omkring en uge med sms'er frem og tilbage - sms'er, som avisen har set - og det endte med, at Majid Ramezanpour i stedet bad om at få mundbindene leveret via fragtmand. Imidlertid ville sælgeren nu blot sende 7-8 kasser, men det til samme beløb. I desperation og med bankens godkendelse overførte Majid Ramezanpour 2.200 kroner via mobilepay.

Men mundbindene fik han fortsat ikke, og på et tidspunkt slap Majid Ramezanpours tålmodighed op, hvorpå han meddelte sælgeren, at enten blev mundbindene leveret senest dagen efter – eller også ville sagen blive politianmeldt.

Herefter fik Esbjerg-tandlægen refunderet sin betaling, og han har frafaldet det økonomiske krav mod sælgeren. Han har dog besluttet sig for at opretholde politianmeldelsen. Således har politiet oplyst ham, at man hos det såkaldte Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK) har afsluttet den indledende efterforskning, hvorefter sagen nu er oversendt til videre efterforskning hos Sydøstjyllands Politi.

- Nogle vil sikkert sige, at det handler jo bare om 2.200 kroner, og at jeg har ageret dumt. Men for mig handler det også om retfærdighed. Det er ikke i orden, det der er sket, og jeg ventede, mens jeg blev holdt hen. Jeg skulle opdaget, hvad han havde gang i og forsøgt at finde en anden leverandør.

- Jeg synes, det er umoralsk at snyde andre på den måde ved at udnytte en situation. Derfor giver det mig også en god følelse, at politiet har taget sagen op, siger Majid Ramezanpour.

Han mener også, at andre erhvervsdrivende med behov for mundbind er blevet fuppet eller forsøgt fuppet via en falsk facebookprofil. Esbjerg-tandlægen håber således, at også disse vil kontakte politiet.

JydskeVestkysten har talt med sælgeren, som Majid Ramezanpour mener har forsøgt at snyde ham. Hans identitet er avisen bekendt, og han afviser alle beskyldningerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce