Annonce
Udland

Tankbil-chauffør i Minneapolis var vred over lukket vej

Eric Miller/Reuters
Chaufføren på den lastbil, der kørte mod demonstranter i Minneapolis, ville ikke ramme nogen, siger guvernør.
Annonce

Lastbilchaufføren, der søndag lokal tid kørte mod demonstranter på en lukket motorvejsbro i Minneapolis, var "frustreret" over lukningen.

Det siger Tim Walz, guvernør i Minnesota, hvor Minneapolis ligger.

- Den foreløbige undersøgelse med afhøring viser, at chaufføren var frustreret, siger Walz.

Det tyder på, at chaufføren ikke havde til hensigt at køre ind i demonstranterne.

Walz tilføjer, at chaufføren "gjorde noget virkelig dumt", og at chaufføren er heldig, at han ikke dræbte nogen.

Waltz siger også, at chaufføren bremsede, da han så demonstranterne på vejen.

Da tankbilen stod stille, blev han trukket ud af førerhuset og tævet af nogle af demonstranterne.

Chaufføren siger til myndighederne, at de fleste demonstranter forsøgte at beskytte ham mod andre, der ville give ham bank, siger Walz.

Der er dramatiske tv-billeder fra begivenheden. Her ser det ud, som om at tankbilen kører frem mod demonstranterne med fuldt overlæg på den afspærrede vej.

En demonstrant fangede optrinet på sin mobiltelefon.

- I dag var jeg vidne til ren og skær ondskab. Tusinder og atter tusinder af demonstranter marcherede fredeligt for at kræve retfærdighed for George Floyd, da tankbilen kom pløjende direkte mod mængden, skrev Zachary Donald på Twitter.

Han tilføjede, at demonstranterne havde tilladelse til at være på motorvejsbroen, der på grund af protesten var spærret for trafik.

- Chaufføren kom ikke ved et uheld til at dreje ned ad motorvejen. Han gjorde det med vilje og ulovligt, skrev Donald.

Sent søndag aften lokal tid oplyste myndighederne i fængslet Hennepin County Jail, at lastbilchaufføren var blevet sigtet for overfald, skrev CNN.

Demonstranterne var samlet for at fortsætte protesterne mod politiets voldsomme anholdelse af den sorte mand George Floyd i Minneapolis i mandags.

Floyd døde i forbindelse med anholdelsen.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Trængte hoteller og campingindehaver raser over omstridt overnatningskrav: - Det er for let at snyde

Annonce