Annonce
Esbjerg

- Tankevækkende, at folk spørger, om jeg kan klare seks børn alene

Hele 14 børn på Pingvinstuen i daginstitutionen Møllehusene ”strejkede” fredag, og hjemme hos Helle Rønne var en god flok af dem, så forældrene kunne støtte kampen, men stadig komme på arbejde. Besøgsbørnenes forældre havde til gengæld taget hjemmebag og aktiviteter med til Helle Rønne, og tiden fløj afsted med masser af leg og nærvær, mens der i den anden ende af landet blev råbt på mere af dén slags foran Christiansborg. Foto: André Thorup
Helle Rønne passede både sit eget og fem andre børn fredag, så deres forældre kunne arbejde, men stadig vise deres protest mod daginstitutionernes normering. Og seks børn var ikke noget problem. Det er jo netop det antal pr. voksen, som er forsvarligt, mener forældrene.

ESBJERG: Der blev bygget og væltet, hoppet og danset, drønet og hvinet og krammet og hygget på Blåbærvej 31 fredag. Helle Rønne, der er mor til Magne på fire år, havde åbnet sit hjem for andre børn fra Magnes daginstitution, Møllehusene, så deres forældre kunne bakke op om protestdagen ”Hvor er der en voksen?”, også selv om de ikke kunne få fri fra arbejde.

Dagen gik ud på, at forældre landet over holdt deres børn hjemme fra vuggestuer og børnehaver for at markere deres utilfredshed med antallet af voksne i daginstitutionerne. Målet er de anbefalede én voksen pr. tre børn i vuggestuen og én voksen pr. seks børn i børnehaven.

I dag er der ikke sjældent kun én voksen til 12 eller endnu flere børn i daginstitutionerne i Esbjerg Kommune.

Helle Rønne blev selv uddannet pædagog for få år siden og har arbejdet i en daginstitution i Esbjerg, men sagde op, da hun ikke kunne stå inde for vilkårene for børnene:

- Jeg blev jo ikke blind, bare fordi jeg havde travlt. Børnene fik slet ikke det nærvær og den hjælp, de havde behov for. Kun hvis der er fem til syv børn pr. voksen er det muligt at møde børnene, at bevare overblikket og at bruge de metoder, vi kan som pædagoger. Selv den dygtigste pædagog kan ikke møde 24 børn i 3-6 års alderen godt nok, siger Helle Rønne.

Annonce
Indtil vi kommer op på et forsvarligt antal pædagoger, synes jeg, at man skal skære drastisk ned på dokumentation og trivselsmåliner, for der er alligevel ikke tid til at handle på resultaterne. Lad hellere pædagogerne være sammen med børnene og bruge deres evner til at mærke børnene og deres behov.

Helle Rønne

En grotesk virkelighed

Hjemme hos Helle Rønne og hendes mand Sven Waskönig er der til gengæld indrettet til det glade børneliv med masser af voksenkontakt, så Magne har ikke sjældent indtil flere jævnaldrende på besøg.

Derfor tilbød Helle Rønne også at passe børn for andre i dagtimerne fredag. Hun hæfter sig ved det pudsige i, at mange har udbrudt ”Jamen kan du klare at have seks børn selv?”, når hun har fortalt om sin fredagsplan. Inklusiv undertegnede journalist.

- Det er tankevækkende, at jeg får det spørgsmål. Seks børn er jo netop det, som en voksen godt kan klare og give omsorg, og som vi ønsker, at normeringen ændres til. Så vi er i vores samfund blevet lullet ind i en tanke om, at så snart et barn træder ind over dørtærsklen til en daginstitution, sker der et eller andet magisk, hvor der sagtens kan være mange flere børn pr. voksen. Hvorfor det? Vi er som børn og voksne blevet tilpasset en grotesk virkelighed, siger Helle Rønne.

Ikke tid til at se bamse

Selv nævner hun eksempelvis en helt almindelig dag i sin søns institution, hvor et regnvejr havde overrasket på legepladsen, og pædagogen pludselig skulle have 12 børn ind før tid. Han var alene som voksen på stuen, og der var kaos med vådt tøj, brug for hjælp til at tage flyverdragter af, og samtidig skulle to af børnene skiftes.

Helle Rønne hjalp pædagogen. Og på samme måde hjalp hun pædagogerne ved at sige "Du må lige vente lidt" til sin søn den dag, han stolt kom over og havde haft Bamse Buller med hjemme i weekenden.

Det er et tøjdyr, som børnene på skift har med og skriver dagbog med, men med et væltet glas vand og mange andre akutte behov kunne pædagogen ikke lige høre om Bamse Buller. Bamse kom op på hylden til senere.

- Min søn overlevede selvfølgelig, men problemet er, at det ikke er enkeltstående tilfælde. Det er hverdagen, det er brandslukning, og det er bare slet ikke godt nok, siger Helle Rønne.

- Jeg mener, der er sket et brud på samfundskontrakten. Man ville have, at både far og mor skulle arbejde, men lovede til gengæld fra statens side, at så ville man passe godt på børnene i mens. Men det gør man jo ikke, når man er to voksne om 24 børn, siger Helle Rønne. Hun er også ked af, at der er kommet en diskurs, hvor forældrene får hele skylden for, hvordan det går deres børn i opvæksten, frem for at blikket blev rettet langt mere mod børneinstitutionernes indvirkning på børnene. Foto: André Thorup
- Man bør se det hele mere fra børnehøjde. Børn er ligeglade med dokumentation og kaffepauser. De tænker bare: ”Kan jeg ses af en voksen?”, siger Helle Rønne, som drømmer om at vende tilbage til at arbejde som pædagog i en børnehave, men først når forholdene er blevet langt bedre. Foto: André Thorup
Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Annonce