Annonce
Esbjerg

- Tankevækkende, at folk spørger, om jeg kan klare seks børn alene

Hele 14 børn på Pingvinstuen i daginstitutionen Møllehusene ”strejkede” fredag, og hjemme hos Helle Rønne var en god flok af dem, så forældrene kunne støtte kampen, men stadig komme på arbejde. Besøgsbørnenes forældre havde til gengæld taget hjemmebag og aktiviteter med til Helle Rønne, og tiden fløj afsted med masser af leg og nærvær, mens der i den anden ende af landet blev råbt på mere af dén slags foran Christiansborg. Foto: André Thorup
Helle Rønne passede både sit eget og fem andre børn fredag, så deres forældre kunne arbejde, men stadig vise deres protest mod daginstitutionernes normering. Og seks børn var ikke noget problem. Det er jo netop det antal pr. voksen, som er forsvarligt, mener forældrene.

ESBJERG: Der blev bygget og væltet, hoppet og danset, drønet og hvinet og krammet og hygget på Blåbærvej 31 fredag. Helle Rønne, der er mor til Magne på fire år, havde åbnet sit hjem for andre børn fra Magnes daginstitution, Møllehusene, så deres forældre kunne bakke op om protestdagen ”Hvor er der en voksen?”, også selv om de ikke kunne få fri fra arbejde.

Dagen gik ud på, at forældre landet over holdt deres børn hjemme fra vuggestuer og børnehaver for at markere deres utilfredshed med antallet af voksne i daginstitutionerne. Målet er de anbefalede én voksen pr. tre børn i vuggestuen og én voksen pr. seks børn i børnehaven.

I dag er der ikke sjældent kun én voksen til 12 eller endnu flere børn i daginstitutionerne i Esbjerg Kommune.

Helle Rønne blev selv uddannet pædagog for få år siden og har arbejdet i en daginstitution i Esbjerg, men sagde op, da hun ikke kunne stå inde for vilkårene for børnene:

- Jeg blev jo ikke blind, bare fordi jeg havde travlt. Børnene fik slet ikke det nærvær og den hjælp, de havde behov for. Kun hvis der er fem til syv børn pr. voksen er det muligt at møde børnene, at bevare overblikket og at bruge de metoder, vi kan som pædagoger. Selv den dygtigste pædagog kan ikke møde 24 børn i 3-6 års alderen godt nok, siger Helle Rønne.

Annonce
Indtil vi kommer op på et forsvarligt antal pædagoger, synes jeg, at man skal skære drastisk ned på dokumentation og trivselsmåliner, for der er alligevel ikke tid til at handle på resultaterne. Lad hellere pædagogerne være sammen med børnene og bruge deres evner til at mærke børnene og deres behov.

Helle Rønne

En grotesk virkelighed

Hjemme hos Helle Rønne og hendes mand Sven Waskönig er der til gengæld indrettet til det glade børneliv med masser af voksenkontakt, så Magne har ikke sjældent indtil flere jævnaldrende på besøg.

Derfor tilbød Helle Rønne også at passe børn for andre i dagtimerne fredag. Hun hæfter sig ved det pudsige i, at mange har udbrudt ”Jamen kan du klare at have seks børn selv?”, når hun har fortalt om sin fredagsplan. Inklusiv undertegnede journalist.

- Det er tankevækkende, at jeg får det spørgsmål. Seks børn er jo netop det, som en voksen godt kan klare og give omsorg, og som vi ønsker, at normeringen ændres til. Så vi er i vores samfund blevet lullet ind i en tanke om, at så snart et barn træder ind over dørtærsklen til en daginstitution, sker der et eller andet magisk, hvor der sagtens kan være mange flere børn pr. voksen. Hvorfor det? Vi er som børn og voksne blevet tilpasset en grotesk virkelighed, siger Helle Rønne.

Ikke tid til at se bamse

Selv nævner hun eksempelvis en helt almindelig dag i sin søns institution, hvor et regnvejr havde overrasket på legepladsen, og pædagogen pludselig skulle have 12 børn ind før tid. Han var alene som voksen på stuen, og der var kaos med vådt tøj, brug for hjælp til at tage flyverdragter af, og samtidig skulle to af børnene skiftes.

Helle Rønne hjalp pædagogen. Og på samme måde hjalp hun pædagogerne ved at sige "Du må lige vente lidt" til sin søn den dag, han stolt kom over og havde haft Bamse Buller med hjemme i weekenden.

Det er et tøjdyr, som børnene på skift har med og skriver dagbog med, men med et væltet glas vand og mange andre akutte behov kunne pædagogen ikke lige høre om Bamse Buller. Bamse kom op på hylden til senere.

- Min søn overlevede selvfølgelig, men problemet er, at det ikke er enkeltstående tilfælde. Det er hverdagen, det er brandslukning, og det er bare slet ikke godt nok, siger Helle Rønne.

- Jeg mener, der er sket et brud på samfundskontrakten. Man ville have, at både far og mor skulle arbejde, men lovede til gengæld fra statens side, at så ville man passe godt på børnene i mens. Men det gør man jo ikke, når man er to voksne om 24 børn, siger Helle Rønne. Hun er også ked af, at der er kommet en diskurs, hvor forældrene får hele skylden for, hvordan det går deres børn i opvæksten, frem for at blikket blev rettet langt mere mod børneinstitutionernes indvirkning på børnene. Foto: André Thorup
- Man bør se det hele mere fra børnehøjde. Børn er ligeglade med dokumentation og kaffepauser. De tænker bare: ”Kan jeg ses af en voksen?”, siger Helle Rønne, som drømmer om at vende tilbage til at arbejde som pædagog i en børnehave, men først når forholdene er blevet langt bedre. Foto: André Thorup
Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce