Annonce
Tarm

Tarm Idrætscenters leder efter genåbningsaftale: Kunderne kommer ikke bare tilbage af sig selv

I de kommende dage afventer Per Østergaard, leder af Tarm Idrætscenter, de endelige datoer, men han vurderer at svømmehallen godt kan blive det første, der åbner. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Genåbningsaftalen har sat datoer for den indendørs idræt, men hos Tarm Idrætscenter kan der gå et halvt år, inden centret rammer normale tilstande fra før corona, vurderer lederen.

TARM: Selvom genåbningsaftalen har lagt en tidsplan for indendørs idræt, så kræver det tålmodighed. Først til september - altså om et halvt år - forventer Tarm Idrætscenters leder Per Østergaard, at centret vender tilbage til noget, der ligner hverdagen før coronaen, og det kræver arbejde at nå dertil.

- Nu skal vi til at tænke ud af boksen, så vi kan få kunderne tilbage. Mange af dem kommer ikke pr. automatik, men på sigt skal hverdagen nok vende tilbage igen, vurderer Per Østergaard, der glæder sig over, at nu er den langtidsplan kommet, som han har manglet i hele forløbet.

Per Østergaard bygger sin vurdering på de erfaringer, som centret gjorde efter den første nedlukning i foråret 2020. Folk var forsigtige og tilbageholdende, da svømmehallen åbnede, og der kom ikke nær så mange som ellers. I mellemtiden er vaccinen kommet til, og Per Østergaard tror, at vaccinationen kan komme til at spille en rolle for folks tryghed i forhold til at vende tilbage til aktiviteterne.

I mellemtiden har flere fået øjnene op for udendørs træning, og det kommer Tarm Idrætscenter også til at tage bestik af, når kunderne skal tilbage. Eksempelvis er centret lige nu i gang med at bygge et udendørs træningsområde.

Annonce

Svømmehal kan blive det første

Hvornår og i hvilken rækkefølge, aktiviteterne kan åbne, står endnu hen i det uvisse. I løbet af i dag og de kommende dage afventer Per Østergaard brancheorganisationernes fortolkning, for der er mange spørgsmål.

- Sidste gang snakkede man om, at der ikke var nogen risiko ved at bade, og det kunne godt være det første, der blev åbnet, konstaterer Per Østergaard.

Noget kunne tyde på, at det kan blive den 21. april, men Per Østergaard kan også frygte, at det først bliver den 6. maj. På den første dato hedder det sig, at noget idræt kan åbne, mens det resterende først kan åbne på den næste dato, og endnu mangler retningslinierne for, hvad der hører under hvad.

Under alle omstændigheder bliver det ikke et jubelår for hallerne. Hvordan det kommer til at stå til for Tarm Idrætscenter, har Per Østergaard svært ved at vurdere endnu, da der endnu ikke er et fuldt overblik over lønkompensationen.


Nu skal vi til at tænke ud af boksen, så vi kan få kunderne tilbage. Mange af dem kommer ikke pr. automatik, men på sigt skal hverdagen nok vende tilbage igen.

Per Østergaard, leder af Tarm Idrætscenter


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

En af Esbjergs rigeste familier vil bygge nyt sportsanlæg på historisk grund

Varde For abonnenter

Seniorforsker: Ingen tager vare på børnene i asbestsag – politikere må på banen

Annonce