Annonce
Debat

Tatoveringer – et kulturelt forfald

Annonce

Det er flere år siden undertegnede skrev nogle læserbreve med forargelse over den tiltagende trang, eller var det måske et tiltagende behov, for en selvhævdelse, mange personer kompenserede for, ved at skamfere deres rene kroppe med et utal af forskellige muligheder for tatoverings symboler.

Og jeg gamle mand, har så nu i nogle år tænkt, at denne u-skik var nok en ”døgnflue”, som var afgået ved en naturlig død. Men en tv-, radio- og medieoplysende uge 31 i 2020 har lært mig, at der nu er 600.000 personer i Danmark, der er tatoveret i større eller mindre grad, og at selv om dansk lovgivning forbyder tatoveringer af børn, så er der alligevel et pres fra forældre på tatovører, for at omgå denne lovgivning, og foretage sådanne tortureringer på deres børn.

Det er totalt uacceptabelt, at det finder sted, og de pågældende forældre og tatovører bør naturligvis straffes for deres misgerninger. Og det er samtidig helt uforståeligt, at voksne personer vil skamfere deres kroppe med tatoveringer. Om der findes ganske enkelte eksempler på, hvor en enkelt tatovering kan have en værdi for den pågældende person, er måske muligt. Men den forvirrende, misk-mask, tegn og farve tilsmøring, vi kan stifte bekendtskab med hos en del personer af begge køn, og som nu i større og større grad også ses på tv og på de trykte mediers billeder, er en ”stempling” af de pågældende personer som værende lav-kulturelle-individer, der er forargerligt/provokerende i deres fremtoning.

Den gamle læserbrevs skribent (76 år) har altid haft det anstrengt med visse muslimske hovedbeklædninger. Den øgede tatoveringstendens, er endnu en ”anstrengthed”, og en nutids erkendelse af, at det er godt, jeg har levet måske 90% eller mere af mit livsforløb.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce