Annonce
Kolding

Taxapodcast: 90'ernes hitserie har fået nyt liv

Kvinderne bag Tacapodcast Helene Hellesøe (til venstre) og Agnethe Melchiorsen. De er også en del af Trekantsområdets Festuger, hvor de laver podcast live fra Kunsthal 6100. Foto: Stine Hygum
Agnethe Melchiorsen og Helene Hellesøe Appel er kvinderne bag "Taxapodcast", der i al sin enkelhed er en podcast om en af 1990'ernes mest populære TV-serier -  "Taxa".
Annonce

Søndag den 14. september 1997 var en helt særlig søndag. Det var den dag, hvor den danske TV-serien Taxa for første gang samlede nationen foran fjernsynet. Klokken 20 - søndag efter søndag.

Selvom det er mange år siden, at vi fulgte med i livet på taxacentralen, så har serien stadig et publikum, som følger med i hverdagen hos Taxa-Mike, Lissie og alle de andre.

Nu har TV-serien fået sin egen podcast.

Helene Hellesøe Appel og Agnethe Melchiorsen fra Haderslev er kvinderne bag Taxapodcast.

- Vi kender hinanden igennem Taxapodcast, siger Agnethe.

- Vi har en fælles veninde - og under coronaen snakkede vi om podcasts. Vi hørte selv podcasts om Rejseholdet, Matador og Klovn. Og så spurgte Agnethe, om vi ikke selv skulle lave en podcast, siger Helene.

Agnethe har lyttet meget til en podcast på engelsk om"Buffy" og foreslog først, at det var den, der skulle tages under kærlig behandling i en podcast, inden der blev enighed om Taxa.

Taxapodcast

38-årige Agnethe Melchiorsen er uddannet rytmisk sanger. Hun arbejder i Vonsild Kirke, hvor hun er organist på deltid. Derudover studerer hun på Kirkemusikskolen i Aarhus. Klipper, skriver sange og laver jingler til Taxapodcast.

33- årige Helene Hellesøe Appel er koordinator og klaverlærer.

Man kan hente Taxapodcast lige der, hvor man plejer at hente den slags.

Hvis man har lyst til at følge mere med i kulissen bag produktionen, så kan man følge Taxapodcast på Instagram.

Har man lyst til at opleve Taxapodcast live, så er det i Kunsthal 6100 den 16. september, den 21. oktober og den 18. november. Arrangementerne er en del af Trekantområdets Festuger. Se mere på www.trekantfest.dk.

Idé blev til handling - og nu diskuterer Agnethe og Helene Taxa  - afsnit for afsnit.

- For er vi blevet færdige med at tale om Taxa-Mike, spørger de to podcastværter, der kalder ham for en superhelt:

- Han er altid der, hvor der er brug for ham.

Annonce

Ingen spoilere

Mens Helene har set langt de fleste afsnit af Taxa flere gange - lige med undtagelse af det første afsnit, som hun først har set i forbindelse med optagelserne af Taxapodcast, så er Agnethe Taxa-debutant.

Helene Hellesøe Appel og Agnethe Melchiorsen har også fået lavet et logo til deres podcast. Taxapodcast

Derfor bliver der også gjort meget ud af ikke at spoile, hvad der sker længere henne i afsnittene - af hensyn til både Agnethe og lytterne.

- Man får et vanvittigt indblik i folks privatliv i en taxa, siger Helene.

- Og præmissen er sygt kedelig - det er en taxacentral i København. Det er også lidt sjovt, at vi begge er fra Jylland - og Taxa er så København-centreret, siger Agnethe.

Og med rødderne solidt plantet i Jylland, så er der en ting, der har overrasket:

- De taler så grimt til hinanden. Det gør vi følsomme jyder ikke. Men selvom de taler grimt, så bliver de hurtigt venner igen, lyder det.

Rækken af kendte skuespillere i serien er lang:

- Der er mange af skuespillerne, som er rigtig kendte Jesper Klein og Klaus Bondam.  Helle Virkner er endda med i et afsnit, siger Helene.

- Man kan også drage mange paralleller til "Italiensk for Begyndere" - der er i hvert fald mange af de samme skuespillere med, siger Agnethe.

- Flere af skuespillerne har omvendte roller i "Italiensk...", siger Helene.

For Helene og Agnethe handler podcasten også om at have et hyggeprojekt.

- Nogle gange skal det bare være sjovt og handle om andet end arbejde og politik. Nogle gange må det godt bare handle om en TV-serie fra 90'erne, siger de.

Annonce

Favoritterne

I hvert afsnit er der et par faste indslag på dagsordenen.  Det ene er, at Helene og Agnethe finder en yndlingskarakter.

Helene er - efter mange timer i selskab med TV-serien - ikke i tvivl.

- Je suis Lissie! Det er stemmen og tanken om at kunne give hende et kram, når jeg er ked af det. Det er så hyggeligt, når hun er på centralen, siger hun.

For Agnethe, som ser serien i takt med, at podcasten optages, er det ikke helt så let:

- Lige i dag vil jeg nok sige Mike, som jeg er begyndt at have en stor kærlighed til. Den følelse kan jeg ikke helt gå imod, men det er så nyt et forhold, at det er lidt svært at spå om på nuværende tidspunkt.

Hvis man allerede har lyttet til Taxapodcast, så har man opdaget den anden ting, som også er med i Taxapodcast - hver gang.

Alle afsnit afsluttes med en sang. Det er Agnethe, der skal have æren for det:

- Ideen er tyvstjålet fra podcasten “Buffering the Vampire Slayer", siger Agnethe, der først var en trofast seer af "Buffy - the vampire slayer" - og siden har lyttet til podcasten.

Podcastværtinderne er glade for det tiltag:

- Det er noget af det, der gør podcasten til noget særligt, siger Agnethe.

De forskellige afslutningssange i hver podcast er ikke den eneste musik i podcasten, der er også forskellige jingler, som passer ind.

Eksempelvis har Skøtt's Kaffebar, der er sponsor for podcasten, fået sin egen jingle.

Annonce

Går live

I forbindelse med Trekantområdets Festuger får man tre gange mulighed for at opleve Taxapodcast live i Kunsthal 6100.

- Det kommer til at læne sig meget op ad afsnittene, der er nødt til at være en kronologi i det, som der er i selve podcasten, siger Helene.

Helene Hellesøe Appel og Agnethe Melchiorsen er her fotograferet på Skøtt's Kaffebar. Her har de blandt andet fundet ud af, hvad de skal lave, når de sender Taxapodcast live i Kunsthal 6100 tre gange i forbindelse med Trekantområdets Festuger. Foto: Stine Hygum

Der er 56 afsnit - og værterne er begyndt fra en ende af.

- Vi er da spændte på, hvor mange, der kommer til sådan noget, siger Agnethe.

- Vi har da fået en besked - fra en vi ikke kender, som har skrevet til os med ros, siger Helene.

- En for mig fremmed har skrevet, at musikken er lidt 90'er-agtig, siger Agnethe.

Det er ikke de eneste reaktioner, der er kommet på podcasten.

Helene og Agnethe var lidt trætte af, at de skulle ind på Bonanza for at finde de 56 afsnit om livet på taxacentralen. Så de skrev en mail til DR, om at de var begyndt at lave en podcast om Taxa - om det var muligt at serien kunne blive tilgængelig på DR's app.

Retur kom der et svar om, at det var blæret med en Taxapodcast - og at serien er på app'en fra den 1. september og tre måneder frem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce