Annonce
Sport

Team Danmark: Hård dopingstraf til Rusland er retfærdig

Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Det skal have hårde konsekvenser, når der bliver snydt med doping, mener direktør i Team Danmark Lone Hansen.
Annonce

Det er på sin plads, at Rusland er blevet udelukket i fire år fra internationale sportsbegivenheder af Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Det mener direktør i Team Danmark Lone Hansen.

- Doping er en af eliteidrættens sorte sider og er undergravende for sportens troværdighed og fascinationskraft.

- Ruslands manglende reaktion gennem årene har haft store konsekvenser for atleter både i og uden for Rusland. Det skal have ekstraordinært hårde konsekvenser, når der bliver snydt og manipuleret i en størrelsesorden, som Rusland har gjort, siger hun i en pressemeddelelse.

Lone Hansen mener, at straffen fra Wada er hård, men retfærdig.

- Vi skal værne om en ansvarlig eliteidræt - både i Danmark og internationalt. Det betyder blandt andet, at vi skal slå meget hårdt ned på doping og i særlig grad beskytte atleter mod statsstyret doping, som vi har set i Rusland, siger hun.

I slutningen af 2015 afslørede en Wada-bestilt rapport fra Richard McLaren, at Rusland gennem flere år systematisk havde snydt med dopingprøver for mange af landets atleter.

Det førte i første omgang til, at Ruslands atletikforbund blev udelukket fra international atletik på ubestemt tid, og her er landet fortsat suspenderet.

Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) blev ligeledes suspenderet, men i september 2018 blev suspenderingen ophævet.

Forudsætningen var dog, at Rusland udleverede en stor mængde dopingdata fra det skandaleramte laboratorie i Moskva, men da dataene blev afleveret, var der blevet manipuleret med dem.

Derfor valgte Wada mandag at give Rusland en karantæne på fire år.

Kulturminister Rasmus Prehn (S) er glad for, at Wada "i lyset af sagens alvor vil aktivere de skrappeste sanktioner". Det siger han i en skriftlig kommentar.

- Jeg håber, at vi internationalt kan tage ved lære af denne skandale, så den internationale kamp mod doping fremadrettet kan styrkes på baggrund af den viden, der er kommet frem, og at skandalen i sidste ende kan føre til et styrket globalt antidopingsystem og et styrket internationalt samarbejde på området, siger ministeren.

/ritzau/

Læs hele budskabet fra Lone Hansen på Team Danmarks hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce