Annonce
Sport

Team Esbjerg er tæt på guld med mestereksperten

John Randeris/Ritzau Scanpix
Line Jørgensen kan vinde sit syvende nationale mesterskab på ni sæsoner, hvis Team Esbjerg tirsdag får point i den anden DM-finale mod Herning-Ikast.

Vil du være mester, så ring til Line Jørgensen. Sådan kunne den sikre formular lyde, når man tager et kig på højrebackens cv.

Den 29-årige Jørgensen vandt tre DM-titler med FC Midtjylland fra 2011 til 2015, rejste så til CSM Bucuresti og vandt tre rumænske mesterskaber på stribe, og nu er hun på tæt på at vinde DM-guld med Team Esbjerg.

Vestjyderne vandt den første finale med 28-20 hjemme over Herning-Ikast, og i tilfælde af mindst uafgjort i den anden finale tirsdag aften napper Esbjerg guld.

For Line Jørgensen vil det være det femte nationale mesterskab i træk og det syvende på ni sæsoner.

- Det er da fedt. Men jeg tænker egentlig ikke, at jeg kan blive mester for syvende gang, men mere at jeg kan vinde DM-guld for fjerde gang.

- Det ser selvfølgelig godt ud på papiret, og jeg er da glad for dem, men de rumænske mesterskaber var et krav og en selvfølge, så jeg tæller dem faktisk ikke med, siger Line Jørgensen.

Hun vandt sit første DM-guld med FC Midtjylland i 2010/11-sæsonen efter straffekastkonkurrence mod Randers HK i finalen. På fem sæsoner nåede hun fire DM-finaler med klubben, hvoraf de tre altså blev vundet.

Derfor ryster hun ikke på hånden, når guld og sølv skal fordeles efter en lang sæson.

- Jeg kan da godt mærke, at jeg har været i en del finaler efterhånden og ikke stresser så nemt i en finale. Men det afhænger også meget af det hold, man spiller på.

- Vi har en ro over os, men også en god spænding i maven, som jeg også oplevede dengang i Midtjylland. Men enhver finale er sin egen. Bedst husker jeg min første, da vi vandt efter straffekast, siger den tidligere landsholdsanfører.

Efter tirsdagens kamp, der begynder 19.30, kan hun muligvis fejre et nyt trofæ.

- Det er første matchbold, men skulle vi misse den, så er der en god mulighed hjemme i den tredje finale, vurderer bagspilleren med 149 A-landskampe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce