Annonce
Team Esbjerg

Team Esbjerg-sejr i Ungarn: Det blev så lige fejret med coronatest i næsen

Vilde Mortensen Ingstad og Team Esbjerg lever igen for alvor i Champions League-turneringen efter sejren på 28-24 over ungarske FTC. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Det kunne dog ikke slå hverken Vilde Mortensen Ingstad eller cheftæner Jesper Jensen ud efter firmåls-sejren ude over FTC. Store roser til Sanna Solberg for en nærmest perfekt kamp.

HÅNDBOLD - TEAM ESBJERG: - Vi fejrer lige sejren med en coronatest i næsen.

Vilde Mortensen Ingstad havde humoren i orden, da hun gjorde status efter 28-24-sejren i lørdagens Champions League-kamp på udebane mod FTC fra Ungarn.

- Det er en herlig følelse at vinde igen i Champions League. Og jeg må sige, at jeg synes, sejren var fortjent.

FTC kom ellers på 22-23 i anden halvleg, men Ingstad og holdkammeraterne bevarede roen og var i kontrol i kampens sidste minutter.

- I hele kampen står vi godt i vores forsvar. De var ret meget oppe at køre, når de ikke kunne komme igennem. Desperate og rådvilde.

- Sejren er rigtig vigtig for os. Vi vil videre fra puljen, så nu handler det selvfølgelig om også at gøre det godt og tage en masse point i de næste kampe. Og det tror jeg, at vi gør, lød meldingen.

Annonce

Høj klasse

Cheftræner Jesper Jensen var også tilfreds. Han kaldte det en præstation i høj klasse.

- Det kan godt være, at vi brænder lige lovlig mange chancer, men i stort set hele kampen spillede vi med ro og omtanke og kom jo frem til noget i stort set hvert eneste angreb, vurderede han.

Team Esbjergs præstationer har ellers været lidt svingende efter den lange EM-pause, og det bokser holdet fortsat med.

- Det gælder både individuelt og som hold. Vi skal lige ind i den gode rytme igen, og denne her kamp var helt bestemt et stort skridt i den rigtige retning. Det er stærkt at rejse ned til Ungarn og slå et godt FTC-hold med fire mål.

Sonja Frey og Nerea Pena styrede angrebsspillet med hård hånd, da det hele skulle afgøres. Og Jesper Jensen var tilfreds med det, han så fra de to bagspillere.

Sonja Frey fik scoret fire mål, da Team Esbjerg vandt over FTC. Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix

- Der var ro og tryghed i tingene. Vi gjorde de ting, vi havde aftalt.

Annonce

Højt niveau

Én spiller skilte sig dog særligt positivt ud - og det var Sanna Solberg, der scorede otte mål på ni forsøg.

- Det var vildt flot. Hun scorede på det, hun skulle, og hun var jo nærmest overalt på banen. Hendes præstation i forsvaret var også på et meget højt niveau. Det var helt klart en af hendes allerbedste kampe i denne sæson.

Og det er bare sådan i en håndboldkamp, at selvtilliden vokser, når man kommer super godt fra start og får scoret på chancerne.

Annonce

Bare fantastisk

Det var i hvert fald Solbergs egen forklaring.

- Jeg følte, at jeg var direkte i mit spil - og så er det jo bare fantastisk, når boldene går ind. Men alle gav alt, hvad de havde, så det var en fornøjelse med sådan en sejr. Vi skal i top seks og videre i Champions League, men jeg håber da, at vi kan rykke endnu længere op.

Jesper Jensen mente også, at sejren var vigtig.

- De her to point luner virkelig godt. Så jo, det er virkelig rart, og så overlever vi nok endnu en coronatest.

Marit Frafjord spillede igen en meget solid kamp for Team Esbjerg. Hun sørgede for, at der blev dækket godt op, og så bidrog hun også med tre mål. Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce