Annonce
Sport

Team Esbjerg slår Viborg i gyser om slutspilspoint

Anna Kristensen og Viborg tabte knebent til Team Esbjerg. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg hentede to vigtige point i topkampen mod Viborg. Vendsyssel rykker ud af håndboldligaen.

Meget tyder på, at Team Esbjerg får lov at indlede slutspillet i kvindernes håndboldliga med to point på kontoen.

Esbjergenserne vandt i næstsidste spillerunde 34-33 over Viborg i en sand gyser, der reelt var en kamp om at sikre sig et ekstra slutspilspoint.

Der er to point til de to øverste hold. Mens nummer tre og fire i grundspilstabellen tager et point med videre.

Odense, der vandt 33-25 over Vendsyssel, er sikker på at tage den ene plads i top-2. Og Esbjerg har med sejren i Viborg sat et stort udråbstegn i kampen om den anden.

Holdet har nu to point ned til Viborg inden sidste runde. Her får Team Esbjerg besøg af Randers, mens Viborg skal på en svær opgave i Odense.

Det var tæt og spændende til det sidste i Viborg. Da Kristina Jørgensen på et straffekast efter tidens udløb reducerede til slutresultatet 33-34, holdt hun Viborg inde i kampen om slutspilspointene.

Havde Esbjerg vundet med 34-32, havde vestjyderne været to point foran og bedst indbyrdes. Dermed ville alt have været afgjort.

Jesper Jensens tropper leverede en indsats, som svingede fra tårnhøjt niveau til perioder med underlige fejl på stribe.

Før pausen var det især defensiven, der fungerede for vestjyderne, som kun for alvor havde problemer med Line Haugsteds skudstyrke og Ida-Marie Dahls kontraløb.

Meget passende var det et hug fra Haugsted, der afsluttede en første halvleg, som de vestjyske gæster vandt 15-13.

I begyndelsen af anden halvleg fortsatte de gode esbjergensiske takter, inden der pludselig gik kludder i planen. Med fem scoringer i træk ændrede Viborg 20-24 til føring på 25-24.

Derfra udviklede kampen sig til en gyser, inden Esbjerg trak fra igen til sidst. Men holdet vandt altså lige akkurat ikke stort nok til at afgøre kampen om top-2 inden sidste spillerunde.

I bunden står det nu klart, at Vendsyssel er færdig i ligaen. Nederlaget til Odense var holdets 23. i 25 kampe, og Vendsyssel er uden chance for at slippe væk fra sidstepladsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce