Annonce
Team Esbjerg

Team Esbjergs bestyrelsesformand: Opbakning gør bare en kæmpe forskel

Team Esbjerg-bestyrelsesformand Bjarne Pedersen håber på maksimal opbakning lørdag kl. 14.30 i Blue Water Dokken mod russiske Rostov Don.
Bjarne Pedersen håber på, at esbjergenserne har lyst til at komme ud og bakke op omkring Team Esbjerg, der lørdag eftermiddag spiller Champions League-brag i Blue Water Dokken.

TEAM ESBJERG: Lørdag kl. 14.30 spiller Team Esbjerg hjemme i Blue Water Dokken mod Rostov Don.

Det er et brag i Champions League, og russerne er lige nu et af verdens allerbedste hold, da de for få måneder siden nåede hele vejen til Final4 i den fornemste af de europæiske klubturneringer.

- Jeg håber virkelig, at folk har lyst til at komme i hallen og bakke holdet op og se en fantastisk håndboldkamp. Det gør bare en kæmpe forskel, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen, der ikke kan lade være med at tænke på, hvor meget der er sket i Team Esbjerg henover de seneste år.

- Nu står vi her og skal møde et af de allerbedste klubhold, og vi tror alle sammen på, at vi rent faktisk har en chance for at vinde. Det er da fantastisk, mener bestyrelsesformanden.

Meget var anderledes for 10-15 år siden, hvor Team Esbjerg hang med en vis legemsdel i vandskorpen og sæson efter sæson kæmpede for at blive hængende i ligaen.

- Jeg husker tydeligt en kamp, hvor vi vinder i Skive og redder os. Det var i 2017. Dengang var Skive en satellitklub for Viborg, der bare vandt alt på det tidspunkt. Og den anden aften tog vi så afsted og vaskede gulv med Viborg og vandt med 15 mål. Det er da lidt vildt, at vi er nået så langt, siger bestyrelsesformanden.

- Så jo, der er sket rigtig meget i Team Esbjerg. Det synes jeg godt, at vi kan være lidt stolte af.

Team Esbjerg spiller mod Rostov-Don lørdag kl. 14.30 i Blue Water Dokken.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce