Annonce
Sport

Teenager redder United fra pinligt pointtab i Europa

Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Mason Greenwood sørgede for en 1-0-sejr til Manchester United i hjemmekampen mod FC Astana fra Kasakhstan.

Manchester United havde umådeligt svært ved at få bugt med upåagtede FC Astana i Europa League.

På en aften med mange afbrændere lykkedes det langt henne i anden halvleg den blot 17-årige Mason Greenwood at sikre det engelske storhold en hjemmesejr på 1-0.

Med godt et kvarter tilbage af Uniteds åbningskamp i gruppe L lavede Greenwood en skudfinte, før han trak forbi Astana-forsvaret og sendte bolden ind ved nærmeste stolpe.

Greenwood havde fået chancen fra start af manager Ole Gunnar Solskjær på et ungt United-hold, der var uden flere af de største stjerner.

Talenterne havde dog svært ved at få afgjort kampen mod det kasakhiske hold, der også havde en stærkt spillende Nenad Eric i målet. Uden den 37-årige målmands mange redninger kunne det være endt galt for gæsterne.

I gruppens anden kamp spillede serbiske Partizan på hjemmebane 2-2 mod AZ Alkmaar fra Holland.

Om to uger skal United en tur til Holland, mens Astana får besøg af Partizan.

Manchester Uniteds ligakonkurrent i Premier League Wolverhampton tabte i gruppe K på eget græs med 0-1 til portugisiske Braga, der tidligere sendte Brøndby ud i kvalifikationen.

Arsenal kom godt fra land i gruppe F med en 3-0-sejr ude over Eintracht Frankfurt på en aften, hvor flere tyske hold skuffede.

Borussia Mönchengladbach tabte således på eget græs med 0-4 til Wolfsberger fra Østrig. Det var i gruppe J.

Danske Jess Thorup, der er cheftræner i Gent, fik en fin start på gruppespillet, da det belgiske hold i gruppe I slog franske St. Etienne med 3-2.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce