Annonce
Haderslev

Teenagetøser tiltalt for forsøg på røveri af Gucci taske

En mindre sort taske af mærket Gucci var stridspunktet i et muligt røveriforsøg i april. Arkivfoto: Stine Munk Jensen/Ritzau Scanpix
En 15-årig og en 16-årig pige kan blive nogle af de første lokale unge, som kommer for Ungdomskriminalitetsnævnet.

HADERSLEV: Yngre bliver de næsten ikke, når det er Retten i Sønderborg, der skal tage sig af sagerne. To lokale piger på 15 og 16 år blev i denne uge tiltalt for forsøg på røveri mod en tredje teenager.

Den ene af de tiltalte havde stort set lige passeret den kriminelle lavalder, da de overfaldt den 18-årige kvinde i Høppners Gård ved 2-tiden den 7. april i år.

Den 16-årige pige kunne godt erkende vold mod pigen, men den 15-årige nægtede alt. Det modererede hun lidt undervejs.

Det hele handlede om en Gucci taske, som den 18-årige bar under byturen. Den 15-årige og den 16-årige havde været i byen sammen, da de mødte den 18-årige og hendes veninder ved 10’er Bar i Nørregade.

Da de på et tidspunkt var alene med hende i Høppners Gård, bad den 16-årige om at se hendes taske.

– Hun siger nej. Jeg tænkte, at det var lidt underligt. Det var et mærkeligt tilfælde, at hun havde den samme taske. Jeg var hundrede procent sikker på, at det var min. Så begynder hun at skrige. Vi hiver i tasken og skubber til hende, forklarede den 16-årige.

Hun påstod, at hun havde en taske magen til, men at den lige var blevet stjålet samme aften.

Annonce

Sagen kort

Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet den 1. januar i år. Det er et uafhængigt nævn, som medvirker til at forebygge ungdomskriminalitet ved at fastlægge målrettede, individuelle forebyggende indsatser for kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år.

Nævnet består af en dommer, som leder mødet, en repræsentant fra kommunen samt en ansat i politiet.

Af de 54 sager, der blev behandlet fra januar til marts, handlede de 49 om 10-14-årige børn.

Sager om personfarlig kriminalitet bliver henvist til behandling ved nævnet, hvis forholdet har udløst eller kunne udløse en fængselsstraf.

Loven om oprettelse af Ungdomskriminalitetsnævnet blev vedtaget af Folketinget i december 2018 som led i indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Dansk Socialrådgiverforening har kritiseret loven for at være en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder, som jo er 15 år.

Rev hende i håret

Den 18-årige væltede omkuld med sin taske, men hun kom op igen.

– Hun giver mig en lussing.

Det får de to unge piger til at gå derfra. Men de vender kort efter om igen.

– Jeg går tilbage og river hende i håret.

Anklager Jens Lang Rask spurgte uddybende:

– Holdt du hende for munden?

– Ja, da hun skriger.

Også den 15-årige erkendte at have hevet i tasken og skubbet til kvinden. Men hun afviste at have slået og revet hende i håret. Men hun gik også med tilbage, efter veninden havde fået en lussing.

– Så kom der nogen hen til hende; så løb vi væk, forklarede hun.

Ofret selv havde meldt afbud. Hun var til eksamen. Så sagen blev udsat en uges tid. Der faldt derfor ikke nogen dom. Anklageren nedlagde påstand om en ungdomssanktion, eller at de tiltalte får behandlet deres sag i Ungdomskriminalitetsnævnet, som blev oprettet i år.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Frivillige planter sponsorskov

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce