Annonce
Læserbrev

Tegngivning i trafikken

Læserbrev: Cirka 80 % af samtlige bilister på de danske motorveje kan ikke finde ud af at give rigtigt tegn. Ca. 50 % begynder at blinke, samtidig med de drejer ud til overhaling. Ca. 30 % begynder først at blinke, efter de er begyndt at trække ud.

Så er der stadig nogle få, der overhovedet ikke gider at blinke. Der er kun ca. 20 %, der gør det rigtige.

Nu nytter det ikke noget bare at fortælle, hvordan man skal gøre, for det ved bilisterne godt. De ved bare ikke, at de selv gør forkert, fordi de bruger ikke hjernen til tegngivning. Det overlader de til rygraden/underbevidstheden/indbyggede reflekser, for så kan hjernen bruges til mere interessante ting så som at tale i telefon, sende SMS’er, tjekke e-mail og facebook, eller hvad de ellers får tiden til at gå med, når de kører bil. Det har jeg selv et godt eksempel på. Det firma, jeg arbejdede i, lå på den ene side af Vejlefjordbroen, og så havde vi en aftale med en mekaniker på den anden side af broen. En dag skulle jeg hente en kollega om morgenen og køre ham over igen til fyraften, fordi han skulle have sin bil til eftersyn. Fordi tegngivning er noget jeg går meget op i, holdt jeg selvfølgelig en forelæsning for ham.

”Når nu man skal ud at overhale, skal man begynde at blinke i god tid, inden man drejer ud”. ”Ja selvfølgelig” svarede han.

”Når nu man skal dreje fra motorvejen, skal man blinke i god tid for at fortælle bagvedkørende, at man har tænkt sig at dreje fra”. ”Ja selvfølgelig” svarede han.

Nogle uger senere var det hans tur til at hente og bringe mig. Da han skulle foretage en overhaling, siger jeg til ham.

”Du begyndte først at blinke, efter du var trukket ud”. ”Gjorde jeg det” svarede han forbavset. Da vi så skulle dreje fra på den anden side af broen, siger jeg til ham. ”Du begyndte først at blinke, samtidig med, du drejede”. ”Gjorde jeg det” svarede han igen forbavset.

Man kan stoppe hver eneste at de 80 %, der gør forkert og spørge dem, hvad de gjorde, da de skulle overhale, og de vil alle uden tøven svare, at de tjekkede, der var tilstrækkeligt stort hul til, at de kunne trække ud. Så begyndte de at blinke, og derefter trak de ud. Hvorfor siger de så sådan, når de ikke gør det. Det gør de, fordi de kender udmærket færdselsreglerne. Deres hjerne ved godt, hvad man skal gøre. De glemmer bare, eller de ved ikke, at de slet ikke bruger hjernen til at give tegn.

Et andet eksempel, som jeg har set mange gange:

Jeg kommer kørende ad en landevej og skal til venstre ned på en motorvej. Der kører en bil foran, som drejer ud i frakørselsbanen uden at blinke og kører helt hen til nedkørslen og skal måske også holde for rødt. Når han så skal til at køre ned på motorvejen, begynder han at blinke. Det er jo ikke lige det tidspunkt, man skal vise sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Det skulle man have gjort, dengang valgmuligheden, med om man skal lige ud, eller man skal dreje fra, var der.

Man ser det samme inde i byerne, hvor man kommer hen mod et kryds, hvor der er frakørselsbaner til højre eller venstre. Folk vader ud i frakørselsbanerne uden at blinke. På et eller andet tidspunkt begynder de at blinke – sommetider først når de er helt henne, hvor de skal dreje fra.

Man har opfundet tegngivning for at fortælle sine medtrafikanter, hvad man har tænkt sig at gøre. Så hjælper det ikke så meget, at man fortæller det længe efter, man har gjort det. Det er bare fuldkommen håbløst.

Et tredje eksempel, som jeg selv har været ude for et par gange, hvor den ene gang nær havde givet buler:

Jeg kommer kørende ud ad en almindelig landevej, og der er ikke særlig meget trafik; men der kører en bil foran mig med samme hastighed som mig selv. Man sidder ikke konstant og stirrer blindt på den forankørende, så øjnene flakker jo lidt rundt. Pludselig uden varsel bremser bilen foran lige netop på det tidspunkt, jeg ikke kikker på den, og jeg er lige ved at køre op i den. Der kommer så en sidevej, som den drejer om ad, samtidig med den begynder at blinke.

Det er længe siden, jeg har læst færdselsloven; men jeg erindrer ikke, at der står nogen steder: ”Man skal altid begynde at blinke, før man bremser”; men det var nok en god idé, hvis der gjorde.

Et sidste eksempel, som mere er til irritation end til fare for trafikken:

Man holder og skal ud i en rundkørsel, men kan ikke køre ud, fordi der kommer en bil, der ikke blinker, så den skal jo derfor lige ud. Da den når hen til vejen, man kommer fra, drejer den om ad vejen uden at blinke, eller begynder at blinke, samtidig med den drejer. Frygteligt irriterende og det fremmer heller ikke afviklingen af trafikken.

Kan man så gøre noget ved det:

Man kan selvfølgelig sætte små skilte op langs vejkanten tæt på relevante kryds eller frakørsler, hvor der for eksempel kunne stå: Brug hjernen til at give tegn. Jeg tvivler bare på, at det har den helt store virkning, for de fleste vil bare tænke, at de godt ved, hvad de skal gøre, så det må være alle de andre, der gør forkert, hvorefter de kobler hjernen fra igen, er jeg bange for.

Men der findes en endnu bedre metode, som jeg godt kunne tænke mig at slå et slag for. Samtlige mennesker, der er passagerer i biler opfordres hermed til at holde øje med chaufførens tegngivning, og hver gang chaufføren gør forkert, siger man: ”Nu blinkede du for sent igen.” Der findes ikke noget værre for chauffører end at få at vide, at de laver fejl. Specielt mænd har det rigtigt dårligt med at blive rettet, da alle mænd som udgangspunkt tror, de er verdens bedste chauffør, så hvis de får at vide tilstrækkeligt mange gange, at de laver fejl, skal de nok lære at gøre det rigtigt.

Det kunne simpelthen være skønt, hvis alle begyndte at give tegn efter færdselsloven i stedet for efter deres eget forgodtbefindende.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce