Annonce
Danmark

Tele-brøler var til forbrydernes fordel

Uskyldige har måske misset et alibi med systemfejlen hos politiet. Men ellers vil manglende teleoplysninger som regel hjælpe de skyldinge, vurderer Karoline Normann fra Advokatsamfundet. Hun glæder sig over Rigsadvokatens løfte om at gå alle sager igennem.
Advokatrådet glæder sig over revision af straffesager efter politiets brøler. Men sagen rokker ved troen på tekniske beviser, forklarer advokat Karoline Normann.

Det bliver dyrt, det vil tage lang tid. Men sandsynligvis er skyldige gået fri frem for, at uskyldige er blevet dømt i den store skandale om politiets håndtering af teleoplysninger i sager mod eksempelvis narkohandlere og bandemedlemmer.

Ifølge Karoline Normann, formand for strafferetsudvalget i Advokatrådet som er bestyrelsen for Advokatsamfundet, betyder fejlen i politiets it-system, at nogle teleoplysninger ikke er nået frem til politiets efterforskere. Men hverken hun eller Advokatsamfundet har overblik over, hvad fejlen fra 2012 og frem til marts i år har haft af betydning for konkrete sager. Men hun hæfter sig ved, at Rigsadvokaten har besluttet at gennemgå alle sager.

- Det er jeg glad for, og vi har opfordret alle vores medlemmer til at kontakte anklagemyndigheden for at få prioriteret de sager, hvor folk afsoner, siger Karoline Normann.

Annonce

Kort om Karoline Normann

Karoline Normann har været konstitueret landsdommer, anklager hos Statsadvokaten og er nu partner i Stagetorn Advokater. Hun var i sin tid forsvarsadvokat for Peter Lundin og har siden forsvaret sportsdirektør Brian Holm og en af de tiltalte i en sag om indsmugling af 310 kilo narkotika - blandt mange andre. Desuden har hun været med i DR2's serie "Tiltalt" og ledende ministersekretær under justitsministrene Brian Mikkelsen, Morten Bødskov og Lars Barfoed.

Fejl over syv år

Advokatrådet har fået besked om, at systemfejlen har betydet, at politiets materiale fra 2012 og frem til dette forår har manglet nogle af oplysningerne fra teleselskaberne. De er ganske enkelt ikke kommet igennem behandlingen i politiets software.

- Sagen drejer sig om manglende linjer, og det er ikke til på forhånd at vide, om en sag mangler én eller tusind linjer. Alene det at få identificeret antallet af sager er et stort arbejde, og herefter skal man vurdere, om fejlen har betydning for sagen. En manglende linje i telehistorikken er for eksempel ligegyldig, hvis min klient har erkendt, at han skød, men ikke skød for at dræbe, siger Karoline Normann.

Misser et alibi

Ifølge retsplejeloven kan sager gå om, hvis det antages, at nye oplysninger kan bevirke en frifindelse. Her skal Den Særlige Klageret åbne for en gentagelse. Karoline Normann vurderer, at tele-brøleren vil koste anklagemyndighed og politi et stort beløb og tage lang tid.

- Og det er død-ærgerligt, og især hvis det - forstå mig ret - viser sig at være et ubetydeligt problem. Der er en risiko for uskyldigt dømte, men den er ikke enorm. Få sager bliver afgjort alene på telehistorik, og temaet er også fraværet at telehistoriske oplysninger, og i givet fald kunne de have givet nogen et alibi. Det handler mere om, at mulige gerningsmænd er gået fri frem for, at uskyldige er blevet dømt. Omkring retssikkerhed interesserer man sig mere for en urigtig domfældelse, siger Karoline Normann.

Hvor tit kan teleoplysninger stå alene?

- Der er sager, som alene bliver afgjort på teleoplysninger. Men typisk vil der være noget, som gør, at man har vedkommende i kikkerten, og så kan teleoplysninger være det yderligere bevis, som skal til. Jeg har selv lige haft en sag, som stort set kun blev afgjort på telehistorik, fortæller Karoline Normann.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage er en af de advokater, som vil genoptage sager, hvor teleoplysninger ofte indgår.- Jeg har lige haft en sag med fire tiltalte fra Loyal To Familia i landsretten, som blev dømt for afpresning og hærværk. Her spillede teleoplysninger en helt central rolle, så det er da en af de sager, jeg vil kigge på som noget af det første, siger hun. Arkivfoto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Wake up call

Hvad betyder denne sag for tilliden til tekniske hjælpemidler og data i retssager?

- Sagen er et wake up call. Vi er helt fortrolige med, at man skal tage vidnebeviser med et gran salt, hvis vidnet er kæreste eller gift med en part i en sag. Vi er også vant til, at hukommelsen svækkes over tid, men ikke at gamle telehistoriske oplysninger ikke er valide. Vi må være mere kildekritisk med, hvordan politiet tilvejebringer tekniske beviser. De it-systemer, som skulle være en hjælp, bliver nu pludseligt et problem, siger Karoline Normann.

Hvad betyder denne sag for brugen af DNA som bevis?

- Vi har for ikke så lang tid forholdt os til DNA, og det har også udviklet sig med antallet af strenge i forhold til et match. Den øvelse har vi været igennem. Men også her er spørgsmålet hvilke hænder er bevismaterialet gået igennem, siger Karoline Normann.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce