x
Annonce
Sydjylland

Telefonerne er åbne: Erhvervshus udvider corona-beredskab

Efter den delvise nedlukning af Danmark har flere virksomheder fået brug for vejledning og hjælp - ikke mindst på grund af store fald i omsætningen. Foto: Geir Olsen / NTB scanpix
Et større beredskabsteam og udvidede åbningstider er Erhvervshus Sydjyllands nyeste svar på corona-krisen. Så nu kan corona-ramte virksomheder få vejledning ugens syv dage fra kl. 6 til 22.

Den delvise nedlukning af Danmark og resten af verden på grund af corona-smitte betyder, at flere og flere virksomheder får brug for vejledning og hjælp. Mange virksomheder er blevet bedt om helt at lukke, og de, der stadig er åbne, oplever typisk store fald i omsætningen som følge af det lavere aktivitetsniveau hjemme såvel som i udlandet.

Folketinget har vedtaget en række kompensations-ordninger for erhvervslivet til en samlet værdi af over 200 mia. kroner, som nu er ved at blive udrullet.

- For virksomhederne er det ikke helt nemt at overskue den nye situation og de mange nye tilbud. Det er her, vi som erhvervshus træder til med vejledning og sparring, siger Jacob Chr. Nielsen, CEO i Erhvervshus Sydjylland i en pressemeddelelse.

Annonce

Udvidet corona-beredskab

Virksomheder kan henvende sig på 4188 6600 eller via erhvervshusets hjemmeside ehsyd.dk alle ugens dage fra kl. 6 om morgenen til kl. 22 om aftenen for at få vejledning og sparring fra Erhvervshus Sydjylland.

Det sker for at hjælpe virksomhederne i de 13 kommuner, som erhvervshuset betjener. Det er Esbjerg, Varde, Fanø, Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Vejen, Billund, Vejle, Kolding, Fredericia og Middelfart.

Perspektiv og feedback

Ansøgningsprocessen til de enkelte ordninger foregår digitalt på nettet via Virksomhedsguiden.dk, der drives af Erhvervsstyrelsen.

- Selv om man bliver hjulpet godt igennem og kan læse sig til det meste på skærmen, kan der alligevel opstå mange spørgsmål hos virksomhederne. Her kan det hjælpe at få lidt perspektiv og feedback på virksomhedens situation fra vores erfarne forretningsudviklere, der sidder klar ved telefoner og skærme, siger Jacob Chr. Nielsen.

Derfor kan virksomheder nu ringe direkte på erhvervshusets hovednummer alle ugens dage mellem kl. 6 og 22, hvis det handler om corona-relaterede spørgsmål. 18 medarbejdere er indtil videre dedikeret og uddannet til at svare henvendelserne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce