Annonce
Erhverv

Telia taber danske mobilkunder i konkurrencepræget marked

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selv om Telia Danmark har oplevet et mindre fald i antallet af mobilkunder, bekymrer det ikke topchefen.

Der er rift om de danske mobilkunder, og i tredje kvartal har et af de største teleselskaber i Danmark haft en tilbagegang i antallet af mobilabonnenter.

Telia Danmark, som er det tredjestørste teleselskab herhjemme, har i tredje kvartal haft 1.429.000 mobilabonnenter. Det var omkring en procent lavere end de 1.444.000 mobilabonnenter, der var i tredje kvartal sidste år.

Ifølge Thomas Kjærsgaard, administrerende direktør i Telia Danmark, er tilbagegangen ikke noget, der skaber bekymring hos ham. Men han erkender, at selskabet oplever stor konkurrence i mobilmarkedet.

- Vi er jo i et konkurrencepræget marked. Det er der ingen tvivl om.

- I forhold til samme kvartal sidste år er det en lille tvist til den ene side. Men vi har gang i rigtig mange gode initiativer, så jeg er ikke bekymret, selv om vi er udfordret, siger Thomas Kjærsgaard.

Også antallet af danske kunder i forhold til tv- og bredbåndsløsninger faldt i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.

Det var med til at give Telia Danmark en omsætning i kvartalet på 970 millioner kroner mod 1100 millioner kroner i det sammenlignelige kvartal året før.

- Det er klart, at når toplinjen er presset, så er vi udfordret. Men jeg synes stadig, at vi gør det tilfredsstillende. Og det synes jeg, fordi vi gør rigtig mange ting rigtigt.

- Vi er i gang med at digitalisere og udvikle mange spændende og innovative løsninger både på privat- og erhvervsområdet. Det kan vi se en rigtig positiv trend på i begge vores store segmenter, siger Thomas Kjærsgaard.

Mens omsætningen har bevæget sig ned sammen med kundeantallet, så kan Telia Danmark glæde sig over et overskud på 199 millioner kroner i tredje kvartal.

Det er omkring 60 millioner kroner højere end samme kvartal sidste år.

Fremgangen forklarer Thomas Kjærsgaard med et løbende fokus på at være mere effektiv og forbedre selskabets evne til at tjene penge.

På det danske mobilmarked er Telia Danmark tredjestørst målt på antallet af kunder. Næststørst er Telenor, mens TDC er den største spiller på markedet.

Antallet af mobilkunder hos TDC og Telenor er fra regnskaberne for andet kvartal, da ingen af de to selskaber endnu har fremlagt regnskab for tredje kvartal.

/ritzau/

Annonce
Link til regnskabet fra Telia-koncernen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce