Annonce
Sydjylland

Temperamentsfuld sønderjyde er manden bag Mette Frederiksens succes

Mette Frederiksens spindoktor i forgrunden, Mette Frederiksen i baggrunden. Mette Frederiksen taler med pressen efter mødet. Socialdemokraterne holder hovedbestyrelsesmøde efter valget. Foto: Philip Davali/Scanpix
Martin Rossen er stabschef i Socialdemokratiet. Mens han er ukendt i den brede offentlighed, nyder han stor anseelse internt i partiet. Få har større andel i den vælgersucces, S ventes at høste ved valget. Få deler vandene mere end den 44-årige sønderjyde.

Martin Rossen vil ikke rigtig være med i det her portræt. Han forstår interessen, anledningen er »fuldstændig legitim«, som han siger, men han vil ikke selv bidrage. Det ville se mærkeligt ud, siger han, som er stabschef i Socialdemokratiet. Martin Rossen siger, han har »tillid« til, at nuancerne kommer med. Men tillid kan som bekendt være fint nok; kontrol er bedst. Så ... en time efter vores samtale begynder telefonen at ringe. I den anden ende er Jeppe Bruus (S), aktuel folketingskandidat og tidligere MFer. Han ringer – af sig selv – for at rose Martin Rossen. »Han formår at omsætte strategier til konkrete og enkle greb og gøre det forståeligt. Han kan eksekvere,« siger Jeppe Bruus. Senere samme dag ringer en ansat hos Socialdemokratiet, der præsenterer sig som Martin Rossens højre hånd. Han vil gerne »stille sig til rådighed« for at svare på spørgsmål om sin chef. Han har også pæne ting at sige om Martin Rossen, lader han vide. Han er usikker på, om han kan sige det til citat. Dagen efter ringer Jørgen Bardenfleth, tidligere direktør i Microsoft, hvor Martin Rossen havde sin gang for snart ti år siden. »Har Martin ikke sagt, at jeg ville ringe?« spørger han. Jørgen Bardenfleth fortæller, at det var ham, der ansatte Martin Rossen som kommunikationsdirektør hos Microsoft. Det fortryder han ikke. »Han er meget dedikeret. Fagligt dygtig, flittig og loyal. Han er en teamspiller, der fungerer godt socialt. Og så havde han en god politisk forståelse. Han er jo et politisk dyr.« Senere ringer endnu en person af sig selv for at rose Martin Rossen. Denne gang Pernille Rosenkrantz-Theil (S), partiets socialordfører og et muligt ministeremne i en S-regering. »Jeg sætter stor pris på det, han leverer. Han har en ro og en langsigtethed i alt, hvad han gør. Han rammer tingene rent,« siger hun. Selv gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) henvender sig frivilligt for at hæfte pæne ord på sin kollega og gamle ven: »Martin kan tænke politik og strategi. Han er i weltklasse.« I afdelingen for ufrivillig komik kommer en tidligere højtstående medarbejder i Socialdemokratiet til at sende en SMS forkert, just efter Berlingske har talt i telefon med vedkommende. »Der er tjek på ham (den ene journalist bag denne artikel, red.). Understregede at jeg kun insisterede på, at sager skulle forbi mig først. Og at medarbejdere sidder med til relevante møder, ligesom vi jo trods alt er så lille en organisation, at alle interagerer med hinanden. Det var han helt med på og lovede at sende passus til mig. Jeg tror, vi kapsler den fint ind. Undlod at fortælle om buschef-titlen :D.« Beskeden skulle have været til Martin Rossen. Det har ikke været muligt at få svar på, hvad en buschef er.

Annonce
Mette Frederiksen (S) og hendes nærmeste stab diskuterer de helt usædvanligt store mængder pressehenvendelser omsorg på valgbussen, mellem Aalborg og Grenaa. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

En god opfindelse

Rollen som stabschef er til gengæld lettere at forklare: Mens Mette Frederiksen er partiets øverste chef, kan man anskue Martin Rossen som direktøren lige under. Det er ham, der styrer partiets administrative afdeling, det logistiske apparat, presseafdelingen og partiets politik- og analyseafdeling. Kort sagt: Alt. Man kan betragte partiet som et ministerium: Mette Frederiksen er ministeren, der repræsenterer politikken og beslutningerne udadtil. Martin Rossen er departementschefen, der sikrer, at maskinen bag Mette Frederiksen fungerer. Martin Rossens rolle er forholdsvis ny i partiet. Bjarne Corydon var den første, som fik titlen tilbage i 2005. Det var Henrik Sass Larsens idé, og 14 år senere er han ikke utilfreds med opfindelsen. »I de dårlige gamle dage i Socialdemokratiet havde hver fraktion, hver minister, hvert koryfæ sine egne ansatte, og der var ingen koordinering på tværs,« siger Henrik Sass. »Nu har vi givet de beføjelser til stabschefen for at få det til fungere. Du har ansvaret for hele fabrikken: Make it work.«

Men rollen som stabschef har også indbyggede konflikter: Som Socialdemokratiet har indrettet den, betyder det, at Martin Rossen er hævet over langt størstedelen af de 47 medlemmer, folketingsgruppen aktuelt har, og som hver især har tusindvis af vælgeres mandat i ryggen. Rollen indebærer kampe med støttepartierne, slagsmål med baglandet og diskussioner med ordførere, som da Martin Rossen på et internt møde skældte politisk ordfører Nicolai Wammen (S) ud for at have ramt forbi skiven med nogle udtalelser til pressen. Da Nicolai Wammen forsvarede sig, var beskeden fra Martin Rossen fra partiet kontant, erfarer Berlingske. »Tør øjnene og kom videre« Nicolai Wammen såvel som Martin Rossen afviser, at en sådan ordveksling skulle have fundet sted. Når en ikke-valgt kan irettesætte en politisk ordfører, der i øvrigt fik flere end 20.000 personlige stemmer ved det seneste valg, er årsagen klar: Martin Rossen har Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsens fulde opbakning. »Stabschefen er afhængig af, at den politiske ledelse bakker fuldstændig op, og at det er deres magt, du udøver,« som en anden tidligere ansat i partiet formulerer det.

Et historisk samlet parti

Hvad har kendetegnet Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse? Spørger du journalister, politikere, kommentatorer og iagttagere, vil ét svar formentlig gå igen: Kontrol. Siden Mette Frederiksen overtog formandsposten i juni 2015, har partiet styret sikkert og smidigt mod det mål, samtlige meningsmålinger synes enige om, at de når grundlovsdag: At genvinde den regeringsmagt, man slap taget i, da Lars Løkke Rasmussen afløste Helle Thorning-Schmidt på landets fornemmeste politiske post. Undervejs har man haft travlt: I denne valgperiode er Socialdemokratiet drejet kraftigt til højre i udlændinge- og retspolitikken, mens man er gået til venstre på den økonomiske og sociale politik. Man har kappet båndene til de Radikale og åbenlyst flirtet med Dansk Folkeparti. Og nå ja, så har man lige forsaget den tidligere ledelse undervejs. Hver for sig dramatiske ryk og historiske beslutninger, der normalt ville afføde sure opråb fra baglandet og intern knurren i partiets kaffeklubber, men ikke denne gang. Partiet har fremstået noget nær historisk samlet under Mette Frederiksens ledelse; der er blevet klappet i takt. Kasper Fogh, politisk chef hos Cevea, mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og iagttager af samme, kalder partiet historisk godt styret. »Socialdemokratiet har ikke i min tid som aktiv været bedre ledet, end det er nu,« siger han. Eller som en tidligere ansat i partiet udtrykker det: »For første gang i mange år diskuterer man ikke, hvem den næste formand skal være.«

FV19: Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. Socialdemokratiet præsenterer den opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre - for alle" på et pressemøde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg, mandag den 20. maj 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019

Han er Mettes nærmeste

En stor del af æren tilskrives af en lang række kilder, Berlingske har talt med, Martin Rossen. Den 44-årige sønderjyde med vigende hårgrænse og markante briller er flasket op i partiets ungdomsafdeling, DSU. Siden rykkede han over i partiets analyseafdeling, inden han tog en afstikker til det private erhvervsliv. Her prøvede han kræfter med kommunikationsbranchen hos først TDC, siden Radius og til sidst Microsoft, hvor han nåede at blive kommunikationsdirektør. I 2011 blev han hentet ind som særlig rådgiver for Mette Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet og fulgte siden med hende over i Justitsministeriet. Siden 2015, hvor partiet har været i opposition, har Martin Rossen været stabschef i partiet. I dag placerer en lang række kilder Martin Rossen som de facto toer i partiet – lige under Mette Frederiksen. »Martin er min nærmeste,« siger Mette Frederiksen om sin stabschef i en nylig udgivet biografi. De to, der lærte hinanden at kende i DSU, har gennem årene udviklet et så tæt makkerskab, at det ifølge kilder kan være svært at se, »hvornår formanden starter, og stabschefen slutter«.

Folketingsvalg 2015 Mette Frederiksen forlader Christiansborg. Foto: Kenneth Meyer

Sig det ikke til pressen

Som stabschef har Martin Rossen siden 2015 været en bærende kraft bag flere af de politiske ryk, partiet har foretaget, hvor navnlig udlændingepolitikken bærer præg af Rossens tanker. »Martin har fuldgyldige aktier i succesen hele vejen igennem,« siger Henrik Sass Larsen. Og så har Martin Rossen skabt en organisation, der bekender sig til kontrol. Tidligere på ugen kunne Politiken fortælle, at Socialdemokratiets folketingsmedlemmer kort inde i valgkampen var blevet instrueret i at kontakte partiets hovedkvarter, inden man svarede på henvendelser fra pressen: »Dvs. man ikke udtaler sig – heller ikke på eget ordførerområde – medmindre det er aftalt med Christiansborg forinden,« lød det i mailen, der havde Sass som afsender. Også de sociale medier – og de mange S-politikeres brug af selvsamme – holder partitoppen øje med. Således har Weekendavisen tidligere berettet, at partiets Analyse- og Informationsafdeling holder øje med, hvor aktivt gruppemedlemmerne bakker op om ledelsen. »Hvis der er gået lidt for længe imellem, at man har delt en af ledelsens udmeldinger på Facebook, kan man få en bemærkning om, at man ligger lavt på listen,« hed det i artiklen.

Et voldsomt temperament

Det er ikke alt, Martin Rossen har kontrol over. F.eks. sit temperament. Er man journalist med fast gang på Christiansborg, har man formentlig oplevet at påkalde sig Martin Rossens vrede. Kritiske historier om Socialdemokratiet afføder gerne sure opkald eller stribevis af vrede SMSer. Talrige journalister har oplevet at vågne om morgenen til rasende beskeder, mange sendt i de sene nattetimer. Navnlig det sidste er et kendetegn for Martin Rossen, fremhæver personer, som har oplevet sammenstød med stabschefen. »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« som en ansat fra et samarbejdsparti udtrykker det. Martin Rossens SMSer fremhæves som en udfordring i samarbejdet med ham hos stort set samtlige kilder, Berlingske har talt med til denne artikel. Flere fortæller, at Martin Rossen kan sende stribevis af SMSer i træk, hvor han veksler mellem harmdirrende vrede, total resignation, håb og humor. Temperamentet kommer ikke kun til udtryk på skrift.

Afhængig af hans humør

Tilbage i 2011, da Martin Rossen og Mette Frederiksen indtog Beskæftigelsesministeriet, blev det begyndelsen på et voldsomt opgør mellem ministeren og hendes håndlanger på den ene side og embedsapparatet på den anden. Opgøret er beskrevet i bogen »Mette F.« af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøi. Det fremgår af bogen, hvordan Mette Frederiksen og Martin Rossen oplevede ministeriet som trægt og præget af et årti med borgerligt styre. Hverken Mette Frederiksen eller Martin Rossen agtede at give sig. I stedet blev en række topchefer – herunder departementschef Bo Smith – i løbet af de første år skiftet ud, mens afdelings- og kontorchefer måtte finde sig i at blive krydsforhørt og skældt ud af ministeren og dennes særlige rådgiver, Martin Rossen. Allerede i denne periode cementerede Martin Rossen, at ambitionerne var til mere end bare at være »særlig rådgiver«. Hans rolle »rakte langt ud over« de beføjelser, rådgivere normalt har, som det konkluderes i bogen. Arbejdsmiljøet i ministeriet i den periode beskrives i bogen som anspændt og stressende, og det nævnes, at »flere ansatte decideret frygtede Martin Rossen«. Også internt i partiet har Martin Rossens facon givet anledning til konflikter. En ansat beskriver en dagligdag, hvor meget afhænger af, hvilket humør stabschefen er i. »På de dårlige dage skal man undgå at præsentere ting for ham. Så ved man, at det bliver fejet væk.« En tidligere politiker i Socialdemokratiet kalder Martin Rossen for dygtig og målrettet, men tager afstand fra hans facon. »Martin er bestemt kvik, dygtig og målrettet. Men jeg er kritisk over for hans måde at operere på. Han mangler nogle af de bremser, der kommer med modenhed.« »Han har en måde at operere på, der støder relativt mange mennesker,« lyder dommen.

Ven med DF'er

Ligesom Martin Rossen er en uomgængelig skikkelse i Socialdemokratiet, er Søren Søndergaard det i Dansk Folkeparti. Den officielle titel er »blot« pressechef, men der findes få afkroge af Kristian Thulesen Dahls parti, som Søndergaard ikke har indgående kendskab til. Selv om de to magtfulde Christiansborg-skikkelser er vidt forskellige – døren til Søndergaards kontor står ofte åben, og et kort visit ender tit i en længere og anekdotefyldt seance – har de også knyttet et tæt bånd. I kølvandet på forhandlinger på udlændingeområdet mellem S og DF i 2015 begyndte de to at SMSe sammen, og i foråret 2016 blev de enige om at gå ud at spise. De mødtes på burgerrestauranten Cock’s & Cows få minutters gang fra Christiansborg, og mødet blev det første af mange. »Jeg tror, jeg havde sat en time af, og vi endte med at sidde der i to og en halv. Der var en forbindelse,« siger Søndergaard. DF-pressechefen forklarer, at han har »umådelig respekt for Rossen som faglig person og som person generelt«, men han påpeger samtidig, at stabschefen i lighed med Sass og S-pressechef Mads Brandstrup deler den socialdemokratiske tanke om, at man er førstefødt til magten. »Jeg vil ikke sige, de er paranoide, for det er de ikke, men de lider af et eller andet forfølgelsesvanvid om, at medierne bare er der for at genere Socialdemokratiet, og det er medierne ikke. De savner tydeligvis den gamle partipresse,« siger han. Søren Søndergaard har tidligere på dagen fået en SMS fra Rossen, der havde bemærket, at DF-gruppeformand Peter Skaarup havde sammenlignet den socialdemokratiske mundkurv til partiets ordførere med et »politbureau«. »Vi skal jo genere hinanden lidt, og Rossen har også grinet ad det og sendt mig en grinende smiley, fordi det pludselig er os, der taler om topstyring og politbureau,« griner han. Søndergaard mener, at Rossen har Socialdemokratiet så meget i sit DNA, at det kan give lidt »tunnelsyn«. »Han tager det meget nært, hvis ikke partiet vinder det her valg. Det vil han eddermame blive gal over.«

Et hård sted at være

Også i de partier, der traditionelt støtter Socialdemokratiet, har man oplevet sammenstød med Martin Rossen. På mange måder synes stabschefen at legemliggøre det periodevise kølige forhold, Socialdemokratiet har udviklet til nogle af sine støttepartier, og som er en af årsagerne til, at det går til valg på at blive mindretalsregering. I Enhedslisten har man stiftet bekendtskab med Martin Rossens utilfredshed, når venstrefløjspartiet eksempelvis har kritiseret den socialdemokratiske linjeføring, truet med krav til en måske kommende S-regering eller affejet konkrete udspil. »Han har en kolerisk side, hvor man kan få meget vrede SMSer på alle tider af døgnet,« siger en central person i Enhedslisten. En ansat i et andet støtteparti kalder Martin Rossen for »centralnerven« i Socialdemokratiet på godt og ondt. »Han forstår ikke, når vi andre ikke har som primært mål, at Mette Frederiksen skal blive statsminister, men snarere at få vores egen politik gennemført.« En tidligere kollega, ligeledes rådgiver i SRSF-regeringen, udtrykker det således: »Han er en følelsesfuld samarbejdspartner. Der er mange udsving på følelser, og lige så dygtig som han kan være, lige så ukontrollabel kan han optræde.« I Enhedslisten betragter man det største parti i rød blok som et »benhårdt« sted at være. »Jeg har nogle gange kaldt det mafiøst. Det er virkelig governing by fear, og det er han selvfølgelig en del af ligesom Sass og andre,« siger vedkommende. I partiet hilser man det egentlig velkommen, at Rossen – i modsætning til så mange andre rådgivere – ser sit arbejde i og for Socialdemokratiet som hjerteblod, »men måske kunne det være godt, hvis hjerteblodet var mere for det politiske indhold end for partiet«, lyder det.

Vanskelige kår på Als

At Socialdemokratiet er hjerteblod for Martin Rossen, betvivler ingen. Med en fortid i DSU, hvor han en årgang havde titel af international sekretær, har han politikken og partiet helt inde under huden. »En overset ting er hans idealisme. Rådgivere i partier bliver tit fremstillet som opportunister, der tager hvilket som helst standpunkt, men Martin er en stærk idealist,« siger Kasper Fogh. Martin Rossens sociale indignation hænger sammen med, at han selv er vokset op under vanskelige kår i et almennyttigt boligbyggeri i Nordborg på Als med en enlig mor og en vanskelig stedfar, som Altinget har skrevet i et portræt. Ifølge Henrik Sass Larsen er det en del af forklaringen på, at Martin Rossen kan være i sine følelsers vold. »Vi er vokset op langt fra hinanden, men i den samme arbejderklassebaggrund. Der kan man opleve, at voksne ikke er særlig søde, og det har han også taget med sig. Det gør, at Martin gerne vil have tryghed og ro om sin person, og hvis folk leverer det modsatte – intriger – så bliver han ked af det. Sådan oplever jeg ham,« siger gruppeformanden. Martin Rossen oplyser i et skriftligt svar, at han har taget på sig, at »lede den socialdemokratiske organisation på Christiansborg og dermed også at give alt, hvad jeg magter og evner,« skriver han. Han erkender at have temperament: »Jeg løber ikke fra, at jeg har temperament. Og jeg vinder næppe priser i girafsprog. De gange, hvor jeg har formuleret mig for skarpt, er jeg typisk vendt tilbage til den enkelte herom, men skulle jeg have glemt det, er hermed en undskyldning givet,« hedder det videre. Det er endnu uvist, hvilken rolle Martin Rossen skal spille i partiet, såfremt det vinder regeringsmagten. Nogle kilder peger på ham som et long shot til et af de mindre ministerier, såfremt det ender med en ren S-mindretalsregering. Langt størstedelen gætter på, at han kommer til at spille en vigtig rolle i Statsministeriet, som Mette Frederiksen har udtrykt ønske om at styrke. Direkte adspurgt om Martin Rossens rolle efter et valg, lyder svaret fra Henrik Sass Larsen, at det er »formandens beslutning«. En kilde på Christiansborg kommer med et velmenende råd, da Berlingske fortæller, at portrættet her skal bringes i avisen søndag: »Husk at slukke telefonen den dag.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce