Annonce
Sport

Tenniskomet er klar til blockbuster-møde med mesteren

Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
15-årige Coco Gauff tog endnu en flot skalp ved Australian Open og står nu over for Naomi Osaka.

Tennisfans kan se frem til lidt af et brag i tredje runde af Australian Open. I hvert fald hvis man vurderer det på medieomtalen af de to spillere, der mødes.

Den forsvarende mester, 22-årige Naomi Osaka fra Japan, måtte tøjle en god portion frustrationer i andet sæt af kampen mod kineseren Zheng Saisai, men endte med at tage en sejr på 6-2, 6-4.

- Jeg ville bare kæmpe. Jeg har været i denne situation før (at gå ned i andet sæt, red.), og jeg tænkte på, at jeg virkelig ikke havde lyst til at skulle ud i tre sæt denne gang, siger Osaka ifølge AFP efter kampen.

Sejren bragte hende i tredje runde, hvor en anden af turneringens mest omtalte spillere venter.

Den 15-årige amerikanske tenniskomet Coco Gauff vandt i tre sæt over rumæneren Sorana Cirstea efter en hård kamp, som endte 4-6, 6-3, 7-5 i amerikansk favør.

Gauff var blot to bolde fra nederlag i afgørende sæt, men hun kom flot tilbage og spillede sig frem til mødet med Osaka.

- Hun er en fantastisk spiller, så jeg er sikker på, at det bliver en god kamp, lyder det fra teenageren om det kommende opgør.

Gauff imponerede ved at slå den levende legende Venus Williams i første runde, som det også var tilfældet ved sommerens Wimbledon i den 15-årige teenagers grand slam-debut. Her nåede hun til fjerde runde.

I hendes anden grand slam-turnering, US Open 2019, nåede Gauff til tredje runde, og ved den lejlighed var det netop Naomi Osaka, der satte en stopper for amerikanerens fremmarch.

Ved den lejlighed fik Gauff lidt af en tennislektion med cifrene 6-3, 6-0.

Også verdensetteren og hjemmebanefavoritten Ashleigh Barty er videre til tredje runde.

Det skete uden det helt store besvær, da French Open-mesteren nedlagde sloveneren Polona Hercog med 6-1, 6-4 på Rod Laver Arena foran et begejstret hjemmepublikum.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce