Annonce
Sport

Tennislandskamp i Kolding: Oplev tenniskometen Holger Rune

Foto: Antoine Couvercelle / PRitzau Scanpix
Danmark spiller i september tennislandskamp i Kolding mod Thailand. For holdkaptajn Frederik Løchte er unge Holger Rune allerede nu en meget vigtig spiller.

Tennis: Når Danmark til september skal forsøge at avancere til næste niveau i Davis Cup, er det med tennisraketen Holger Rune på holdet.

17.-18. september møder Danmark på hjemmebane Thailand i Davis Cuppens World Group 2. Med en sejr kan Danmark se frem til at spille playoff til næste niveau i 2022.

Landskampen spilles i Sydbank Arena i Kolding.

Annonce

Davis Cup

David Cup er en turnering for herrelandshold.

I Davis Cup-kampen mod Thailand til september spilles der bedst af 5 kampe. Alle kampe spilles bedst af 3 sæt.

Fredag 17. september spilles to singler. Lørdag 18. september spilles først en double, efterfulgt af to singler.

Holdets kaptajn er Wimbledon-doublevinderen Frederik Løchte. Han vurderer, at Danmark bør slå Thailand.

- Jeg tror umiddelbart, at vores chancer er meget gode. Jeg har stor tiltro til vores hold og spillere. Jeg kender kun lidt til Thailand, der har været igennem et generationsskifte for nylig, fortæller Frederik Løchte.

Hans ambitioner med det danske landshold er at nå det øverste niveau, Davis Cup Finals.

- Det er vores ambition. Hvornår det sker, er svært at sige. Det sker, når det sker. Der bliver spillet meget få kampe hvert år, og går alt ekstraordinært, er der stadig tre-fire år, før vi har mulighed for det, siger holdkaptajnen.

Stort potentiale

Frederik Løchte mener ikke, det er utopi at avancere til Davis Cup-finalerne om nogle år. Han ser store muligheder med dygtige unge spillere på holdet.

- Vi har været meget klare i talen om, at vi har store ambitioner på det her holds vegne. Vi har en god generation af spillere i midt-20'erne, og vi har nogle unge spillere, der er ekstremt gode. Nogle har et ekstraordinært niveau, siger han og nævner Holger Rune, Elmer Møller og Mikael Torpegaard som eksempler på spillere med godt potentiale.

Særligt Holger Rune er interessant. Den blot 17-årige dansker ligger aktuelt nummer 323 på verdensranglisten. Og selvom holdet til kampen i Kolding endnu ikke er udtaget, er det så godt som sikkert, at Holger Rune er med, hvis han ikke bliver skadet.

- Sådan en som Rune skal først peake om otte år eller sådan noget. Det kommer til at tage tid, der er ikke noget hastværk med, at det skal ske i morgen, siger 37-årige Frederik Løchte.

Annonce

Et fælles mål

Allerede nu forbedrer Holger Rune holdets muligheder gevaldigt.

- Han er en ekstremt god spiller. De næste mange år kommer hans niveau og udvikling kun til at gå én vej. Han er utrolig vigtig. Vi er stolte over at have en spiller med hans niveau og potentiale, der repræsenterer Danmark. Han er meget vigtig for os, fortæller Løchte, som altid personligt har nydt at være en del af landsholdet, hvor der kæmpes for et fælles mål.

Frederik Løchte (til højre) i kamp i 2020 på hjemmebane mod Sverige. Løchte ser gode muligheder for Danmark mod Thailand. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix


- Det har altid været vigtigt for mig, og det er ikke anderledes nu, hvor jeg blevet ældre. Det er fedt at repræsentere Danmark som kaptajn. Det er lidt en kliché, men det er sjovt at have et fælles mål i den her individuelle sport. Opgaverne i Davis Cup er nogle af de ting, jeg kommer til at se tilbage på, når min aktive karriere er forbi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce