Annonce
Håndbold

Teorien spiller stadig med: KIF lever i det mest spinkle håb

KIF Kolding har indtil videre haft det svært ved de to store hold, GOG og BSH, i dette slutspil - det skal der gøres noget ved søndag aften, hvis sæsonen ikke skal slutte før tid.  (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
To sejre til KIF og to nederlag til BSH, så er sæsonens største sensation en realitet. Men det kræver god fantasi at forestille sig det ske.

Så længe hende dér med lidt for mange kilo på sidebenene ikke har kvækket den sidste strofe endnu, er intet som bekendt afgjort, og derfor skal man heller ikke helt afskrive KIF Koldings muligheder for en plads til mændenes semfinaler i håndbold.

Men lad os da være ærlige og konstatere, at det spinkle håb ikke kan holdes i live uden en vis portion fantasi.

Og havde det ikke været for en spidsfindighed, der godt kan virke ganske typisk for den til tider spøjse måde, dansk håndbold hele tiden finder på at overraske os med originale beslutninger, havde det slet ikke været muligt for KIF Kolding at håbe.

Annonce

For inden de to sidste kampe i slutspilspulje 1 er KIF Kolding fire point efter BSH, og da BSH sluttede bedst i grundspillet, skulle den sag egentlig være "klipp und klar", som tyskerne siger. Reglerne siger jo, at ved pointlighed afgør placeringen i grundspillet.

Men da BSH blev idømt tre nederlag i grundspillet for at have brugt en ulovlig spiller - deriblandt i en kamp mod KIF Kolding - blev det tilmed besluttet, at reglen om bedst placering blev ophævet mellem de to hold. Det vil altså sige, at hvis KIF Kolding og BSH begge ender på seks point, går KIF Kolding i semifinalen.

Forstå det, hvem der kan.

Det bliver svært

Men for at det så skal gå op, siger det sig selv, at KIF Kolding så skal vinde sine to sidste kampe i slutspillet, og BSH skal tabe sine to kampe.

Man kan vel ikke udelukke, at selv om SønderjyskE intet har at spille for, så kan der måske vanke en overraskelse søndag aften i Silkeborg, og det bliver heller ikke så ligetil for BSH at tage til GOG og få point i den sidste kamp om en uges tid.

Hvis det sker, skal KIF Kolding så "bare" vinde ude over GOG og ude over SønderjyskE. Den første hurdle synes unægtelig at være den sværeste. KIF Kolding har spillet mod GOG tre gange i denne sæson, og de kampe har ikke kastet mange behagelige minder af sig.

GOG vandt 36-27 i Kolding og 32-21 hjemme i Gudme i grundspillet, mens slutspilskampen i Kolding endte med fynsk sejr på 36-28. Samlet set har KIF Kolding tabt de tre kampe med 28 mål i alt. Det skal et KIF Kolding-hold uden en karantæneramt Chris Jørgensen så gøre så meget bedre søndag aften mod et GOG-hold, der stadig spiller for førstepladsen i puljen.

Det kræver som nævnt god fantasi at forestille sig.

GOG-KIF Kolding spilles 18.00, BSH-Sønderjyske spilles 20.00.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce