Annonce
Haderslev

Terminalstøjen fra F-35 basen er en højtryksrenser

Bjarne Nielsen fra Hjartbro Skov ved Bevtoft klagede over F-16 flyene, som igen og igen flyver lavt over hans hjem. Han havde et foto med på borgermødet som bevis. Foto: Jacob Schultz
De nye kampfly kan ikke overholde støjgrænserne. Men naboerne bliver skånet lidt for den daglige arbejdsstøj.

Støjen fra Fighter Wing Skrydstrup deles op i to. Terminalstøjen; det vil sige al den støj der er på basen, når flyene ikke er i luften, og så flystøjen. Det sidste bliver et problem med F-35.

Det første stort set ikke.

– Terminalstøjen bliver mindre end i dag, slog koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriet Per Pugholm Olsen fast.

Beregningerne for den fremtidige terminalstøj blev grundig gennemgået på borgermødet torsdag aften foran omkring 200 naboer til flybasen.

Syv boliger vil blive berørt af for høj terminalstøj. Men det kommer fra en uventet kilde.

– Bilvaskehallen giver den overskridelse ved højtryksrensning af køretøjer. Vi kikker på, om vi kan sætte støjskærme om eller flytte den.

Planlagte støjskærme og støjvolde er også en af forklaringerne på, at terminalstøjen ikke vil blive et problem. Der vil for eksempel blive konstrueret støjvolde af 190.000 kubikmeter jord omkring det nye F-35 område.

– Konklusionen er, at vi kommer til at larme en lille bitte smule mindre med F-35. Men om aftenen og natten kan vi ikke overholde støjgrænserne. Flystøjen giver en ret signifikant overskridelse for knap 900 boliger.

Jeg har overtaget en sag, som ikke er blevet håndteret godt fra starten.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S)

F-35 stiger hurtigere

Men mange flere vil høre flyene og måske føle sig generet af dem. Ifølge miljøkonsekvensvurderingen vil helt op til 23.553 boliger fra 2020-2022 blive støjbelastet af F-16. Det tal vil ifølge beregningerne falde til 16.000 med F-35, der stiger hurtigere efter start.

Miljøkonsekvensvurderingen er i høring til den 30. august. Værket på et par hundrede sider er faktisk dobbelt så stort. Men Per Pugholm Olsen forsikrede åbenhed om processen. Det, der ikke er offentliggjort, er meget detaljerede støjberegninger.

– Vi vil ikke fortælle vores eventuelle modstandere, præcis hvad vi laver, forklarede han.

Ministeriet har tidligere fået voldsom kritik for at holde oplysningerne om støjbelastningen for tæt til kroppen.

– Jeg har overtaget en sag, som ikke er blevet håndteret godt fra starten, konstaterede forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Hvor mange boligejere, der kan få erstatning og kompensationer, er endnu uklart, men ministeren lovede en løsning inden udgangen af oktober.

– Resultatet skal være så retfærdigt om muligt, fastslog hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce