Annonce
Indland

Terrordømt i Tyrkiet gav husly til tiltalt i dronesag

Unknown/Ritzau Scanpix
- Jeg blev chokeret. Sådan siger tiltalt i sagen om droner til Islamisk Stat om fund på usb-stik i hans pung.

Tæpper og madkurve til den nødlidende befolkning i Syrien. Foredrag med titlen "Er du klar til at forlade livet?". Jihad. Og regnskaber over indkøb af dele til droner.

Disse og andre emner er på dagsordenen fredag i Københavns Byret, da en af de tiltalte udspørges i en terrorsag om leverancer af droner, kameraer og andet udstyr til Islamisk Stat.

FM er ingeniøruddannet med palæstinensiske rødder. Han er blevet kaldt underviseren. Islam optager ham meget, og anklagemyndigheden påpeger hans forbindelser til blandt andre syrienkrigere.

Afhøringen drejer sig også om nogle bestemte dage i april 2014. Her besøgte han i Bursa i Tyrkiet en mand, der i Bosnien tidligere er blevet dømt for bombeplaner. Abdelkadir Cesur skulle hjælpe med at finde en lejlighed, lyder det fra FM.

Det var her, at Cesur gav FM et usb-stik, som blev lagt i hans pung, og som nu fem år senere i Københavns Byret ifølge anklagemyndigheden udgør et centralt bevis for, at han deltog i indkøb til Islamisk Stat.

- Jeg fik det bare stukket i hånden og fik besked om, at jeg skulle give det videre til en af Basils venner. Skulle jeg havde sagt wauw eller hvad, spørger han en af anklagerne.

Basil er Basil Hassan og manden, som er efterlyst for forsøget på at dræbe Lars Hedegaard i København i februar 2013. Og som ifølge anklagerne derpå avancerede i Islamisk Stat, hvor han blev leder af en brigade, som udviklede et program med droner til overvågning og bombetogter.

FM forlod Tyrkiet 24. april og rejste hjem til København. Dagen efter blev Basil Hassan anholdt i Istanbul med et falsk pas. Men han blev aldrig udleveret til Danmark. I stedet blev han løsladt af tyrkiske myndigheder.

Dagen efter FM's hjemkomst fra Tyrkiet ransagede politifolk hans hjem i Brønshøj. Her fandt de usb-stikket. Det indeholder regnskaber over indkøb af dele til droner. Under en afhøring præsenterede politiet senere FM for fundet.

- Jeg blev chokeret. Jeg sagde, prøv at høre, jeg ved ikke, hvad det drejer sig om, forklarer FM.

Ifølge ham tilhører regnskaber, bombemanualer og andet materiale på usb-stikket Basil Hassan. En undersøgelse af politiets it-specialister har dog vist, at regnskabet faktisk blev åbnet på FM's computer så sent som 23. april, altså dagen før hjemrejsen til Danmark.

- Forstå mig ret, helt ærligt, jeg har ikke set det, siger FM fredag i byretten. En anden person kan have åbnet regnskabet, lyder det.

Sagen fortsætter i den kommende uge.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce