Annonce
Biler

Test: Den oversete franskmand leverer masser af power og komfort

Renault Talisman er en solid firmastationcar, som er blevet mere komplet med den nye dieselmotor på 200 hk. Foto: Jens Overgaard
Masser af hk skal give luft under vingerne til den rummelige Renault Talisman, som er på vej ud af det danske marked, men sælges til en umanerlig billig beskatning.

Firmafolket går ikke af vejen for svulmende biceps. Derfor vokser udvalget af klassiske firmabiler med dieselmotorer, der nærmer sig 200 hk, frem for de klassiske 150 hk. Hos Renault er der fornyet vitalitet i det luftlag, efter at mærket har lanceret en 200-hk overbygning på den kendte 160-hk dCi-dieselmotor.

Det er den nyeste med 200 hk, som vi tester i den bedst udstyrede Intens med automatgear. Det er også den, som målrettes firmafolket.

Talisman blev kåret til Årets Firmabil i 2017. Her talte værdier som soliditet, meget udstyr og plads til benene samt udstyr som Renaults massageforsæde. Men oddsene er hårde i et marked, hvor helt eller delvise Premium-modeller som Mercedes C-Klasse og VW Passat rydder bordet.

Derfor forsvinder Talisman fra det danske marked, når der kommer et facelift til næste sommer. Men indtil da prøver franskmændene at gøre et midlertidigt comeback.

Midlet hedder flere muskler og en ekstremt billig beskatning. Mens Talisman Sport Tour Intense 160 hk dCi ved firmabil-kåringen havde en beskatningsværdi på 413.000 kroner, er den skattemæssige værdi på samme model med den nye 200 hk diesel i dag bare 328.000 kroner - og cirka 6000 kroner lavere for lagerbiler. Men så er massageforsædet også pillet ud og koster ekstra. Hvis du skal købe den, er salgsprisen er 427.900 kroner.

Annonce

RENAULT TALISMAN SPORT TOURER DCI 200 EDC

Pris: 466.800 kroner.

Beskatningsværdi: 367.237 kroner.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 2170 kroner.

Forbrug: 17,2 km/l.

C02 pr. km: 154 g.

Motor: Firecylindret motor på 2,0 liter.

Ydelse: 200 hk.

Moment: 400 Nm.

Topfart: 224 km/t.

0-100 km/t.: 8,9 sekunder.

L/B/H: 487/187/147 cm.

Anhængervægt m/u bremser: 750 kg/1800 kg.

En solid sag

Vi hopper om bord i Talismanen, der fra første færd nærmest opleves mere tysk end fransk. Her hersker en gedigenhed, som du ikke finder i de andre Renaulter. Men også en fornemmelse af, at det er en stor og tung bil.

Du sidder godt i det ergonomiske lædersæde, som støtter de rigtige steder, og vi genopdager hurtigt massagefunktion, hvor du kan bladre gennem en række programmer, lige fra afvekslende "Tonic" til "Lændemassage".

Der er plusser herfra, selv om det koster 38.900 kroner ekstra og er en del af en pakke, der også omfatter lædersæder. Instrumenteringen er funktionel, men virker mere praktisk end lækker. Den opretstående skærm, som nu har fået Apple Carplay, fungerer udmærket, men virker tung i betjeningen.

160 hk diesel-udgaven med EDC-automatgear med dobbeltkobling gjorde det egentlig godt. Men den kunne bruge lidt mere kraftoverskud. Det er der her, hvor motoren på 200 hk, som har et moment på 400 Nm og arbejder perlende diskret og flydende, kommer til sin ret. På vejen har du med Talisman en bil, der ligger meget stabilt. Undervognen er forholdsvis fast, men hverken den eller styretøjet indbyder til race.

På den praktiske front er der ikke noget at komme efter med masser af luft på både for- og bagsæder. Det regulære bagagerum matcher med sine 572 liter de fleste i klassen.

Plusser og minusser

På udstyrsfronten er vi også godt med og har i denne version full LED-forlygter, DAB-radio og adaptiv fartpilot med bakkamera og sidesensorer ud over sensorer for og bag.

Her kan vi dog mærke alderen trykke på modellen, der kom i 2015. Her er ingen fuld digital-instrumentering eller selvkørende funktioner som køassistent, mens det head-up-display, der kan tilkøbes som ekstraudstyr, er af den gamle type med en glasplade, som ikke projiceres op i forruden. Og så er der en irriterende detalje som tankmåleren, der falder direkte fra 100 kilometer i rækkevidde til "helt tom" i modsætning til mange japanske biler, der nærmest kan tælle ned til under 15 kilometer.

De direkte konkurrenter er blandt andre den nye Peugeot 508, der i stationcar-versionen med dieselmotor på 163 hk, EAT8-automatgear og GT-Line-udstyr p.t. har en beskatningsmæssig værdi på 355.394 kroner, mens en VW Passat Variant med Businesspakke og 150 hk diesel eller 190 hk diesel og DSG-automatgear starter fra beskatningsværdier på henholdsvis 360.057 og 399.756 kroner.

Her burde den attraktive beskatningsværdi for Talisman være et stærk kort. Imidlertid har selv tidligere tiders bestsellere som Ford Mondeo og Opel Insignia det svært mod de dyrere mærker.

Den rummelige Talisman har god plads for og bag, og den klarer 575 liter bagage, hvilket er pænt. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Renault Talisman med 200 hk diesel og automatgear byder på en rigtig god pakke for firmafolket til en rigtig fornuftig beskatningsværdi. Imidlertid køber mange i denne klasse lige så meget bil med følelserne som med fornuften.

På bundlinjen er det dog i mange tilfælde heller ikke meget dyrere at opgradere til en mere nobel konkurrent, og det er en stor udfordring for Renault og de andre mærker i mellemgruppen.

Kabinen er velordnet og funktionel, men også lidt kedelig og underspillet. Foto: Jens Overgaard
Den opretstående skærm har nu Apple Carplay. Man skal vænne sig til betjeningen. Foto: Jens Overgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce