Cypress Security Backpack med Ecosmart har ingen lommer udvendigt, men god plads indvendigt. Og så er den både gode at bære og bæredygtig.
En åbnet lynlås og nogle hurtige fingre
Man kan hurtigt blive mange tusind kroner fattigere, hvis man falder i hænderne på en lommetyv. Netop det har det amerikanske taske-firma Targus forsøgt at lave en løsning på med deres nye taske Cypress Security Backpack i sort, blå eller grå.
Jeg bruger selv en ret dyr taske fra Peak Design til at fragte min store samling af gear. En taske med inddeling og adskillige lommer både inde og ude. Derfor var det en noget anden oplevelse at modtage tasken fra Targus til godt 485 kroner.
Der er ingen lommer udenpå. Og indeni er der - udover to lommer i siden, fem foran og en stor bagtil med plads til en bærbar eller tablet - primært ét stort rum.
Men det er netop meningen. Lynlåsen er nemlig gemt væk i stoffet helt tæt ved ryggen og uden lommer udvendigt er det svært at være lommetyv.
Alt i ét rum
Det gør dog også, at hver gang man skal have fat i selv små ting, skal man åbne ind til det helt store rum.
Det vil for mange være lidt af en ulempe, men må vejes op mod den ekstra sikkerhed, for Targus har også lanceret en række nye rygsække og laptop-tasker med udvendige lommer og flere indvendigt.
For mig er tasken helt perfekt som en ekstra taske, hvor jeg modsat min taske fra Peak Design ikke behøver at tænke over, hvor jeg placerer hvad. Bare ned med mit gear og afsted.
Det kræver selvfølgelig, at indholdet ikke nemt går i stykker. Targus Cypress Security er bestemt ikke en kamera-taske til dyre objektiver, men som hverdagstaske til lidt tøj, en bærbar og måske lidt bøger, fungerer den rigtig fint og er behagelig at have på.
Skuldertropperne er bløde og rygsækken vejer kun 900 gram. Og det er en stor fordel, at den bliver stående, når man stiller den fra sig.
17 plastflasker i stoffet
Targus Cypress Security Backpack er desuden bæredygtig, da den er en del af den tredje kollektion i linjen Targus kaldet EcoSmart.
Rygsækkens stof er produceret af fibre produceret ud af plastikflasker - nærmere bestemt 17 af dem, der ellers var endt på lossepladsen.
Det taler op for mig, men i sidste ende er det nok funktionaliteten, der er det afgørende. Denne taske er ikke for alle eller til alt. Og designet og funktionaliteten i min taske fra Peak Design kan Targus ikke konkurrere med.
Men i en travl hverdag har jeg været rigtig glad for at kunne lægge alt i et rum og bære rundt på den mere simple, bæredygtige og mere tyverisikre taske fra Targus.
Pris: Targus Cypress Security Backpack med Ecosmart koster pt. 489 kroner.